Letbane-arbejde: Bilister og busser må atter finde nye veje

I den kommende weekend skal der omlægges fjernvarmerør i Odense midtby - som en del af forberedelserne til letbanen. Det betyder, at kryds lukkes og dermed omkørsel til biler og busser.

Gravemaskinerne skal i gang i krydset mellem Store Glasvej og Vestre Stationsvej, og det betyder, at krydset lukkes fredag aften klokken 18.00 - og åbnes igen senest mandag morgen.

Biler og busser må altså igen ud på nye omveje.

- Vi har stor forståelse for, at det kan give udfordringer for bilister, der netop har vænnet sig til en række nye ensretninger i området, at der nu igen bliver ændret på forholdene, siger Lars Scheuer, der er projektchef med ansvar for ledningsflytninger hos Odense Letbane i en pressemeddelelse.

Han understreger, at gravearbejdet i krydset er nødvendigt og håber knap så mange vil blive generet, når arbejdet sker i en weekend.

I weekenden bliver det altså tilladt at køre i begge retninger på Vestre Stationsvej, på strækningen som ellers er ensrettet for tiden.

Der vil være omkørsel via Grønløkkevej og Rugårdsvej.

Fra 26. august og fjorten dage frem vil den sydlige del af Store Glasvej være lukket for al trafik - undtagen for busser.