Lærerforeningen: Vi har vundet bedre vilkår for undervisningen

Formanden for Odense Lærerforening Anne-Mette Kæseler Jensen er tilfreds med den nye aftale, som hun mener sikrer bedre vilkår for lærerne.

Den nye aftale om lærernes arbejdstid i Odense Kommune er indgået mellem Odense Kommune og Odense Lærerforening.

Begge parter er ganske tilfredse med resultatat, som de hos Odense Lærerforening håber giver bedre mulighed for at lave en bedre undervisning for kommunens mange skoleelever. 

- Det vi har vundet er, at vi har sagt 'hvordan kan vi få de bedst mulige vilkår for at lave god undervisning indenfor de økonomiske rammer, der er' - og ja, det er rigtigt, at der ikke er kommet en eneste krone eller en eneste lærer mere. Men det fremgår meget tydeligt af aftalen, at lederen skal være med til at prioritere, så der sikres en balance i opgaverne, siger Anne-Mette Kæseler Jensen, der er formand for Odense Lærerforening.

Man har set stigende sygefravær i mange kommuner efter folkeskolereformen - betyder det her større tilfredshed hos lærerne, tror du?

- Jeg tror det er vigtigt, at aftalen viser, at der igen er en tillid, og at der igen er vist en samarbejdsvilje i forhold til lærerne, for jeg tror da ikke, der er nogen af os, der går på arbejde og så ønsker, at nærmest den ganske verden skal tale dårligt om det, man laver, siger Anne-Mette Kæseler Jensen, der mener at aftalen viser tillid og tro på, at lærerne selvfølgelig kun vil eleverne og skolen det allerbedste.

- Og så er der nogle økonomiske rammevilkår, og de er ikke for gode i Odense, men vi kan gøre det bedst muligt indenfor de vilkår, der er, og det er det, vi har forsøgt, siger Anne-Mette Kæseler Jensen. 

 

Oversigt

    Oversigt