I det fynske folks tjeneste

20 elever testet positive på fynsk efterskole

På efterskolen ved Strib er der indtil søndag meget stille. Eleverne vender nemlig først tilbage, når de kan fremvise to negative test for corona.

To negative test for corona er adgangskravet tilbage til efterskolen ved Strib. Foto: Alexander Aagaard

Normalt er der liv og glade dage på værelserne på Billeshave Efterskole ved Strib. Men nu er de omkring 120 elever sendt hjem. Værelserne er tomme, og der kommer ingen elever ind på efterskolen før søndag. 

Det er sket, da en elev fredag den 13. november blev testet positiv for corona.

Læs også Hver syvende skole har haft muligt coronaudbrud siden august

Og nu er omkring 20 elever testet positiv for corona, fortæller Lars Bendtsen, forstander på Billeshave Efterskole, til Fyens Stiftstidende.

- Det er faktisk noget af det, vi er mest overraskede over. De fleste af de smittede har faktisk overhovedet ingen symptomer. De er blevet meget overraskede over, at de rent faktisk blev testet positive, siger Lars Bendtsen.

Ingen symptomer på corona

De fleste af eleverne har ikke haft kendetegnene ved corona. Feber, ondt i halsen og hostet har ikke ramt dem.

Styrelsen for Patientsikkerhed blev kontaktet med det samme, da skolen opdagede det første smittetilfælde. Derfra anbefalede Styrelsen for Patientsikkerhed, at samtlige elever skulle testes negativ for corona to gange før, at de kan rykke ind på værelserne på efterskolen.

- Forældre og elever har reageret meget professionelt og udvist en stor opbakning. Forældrene fik lynhurtigt hentet deres børn og sørget for at få dem testet og melder løbende tilbage med resultatet af testene, siger Lars Bendtsen.

Lars Bendtsen forventer, at en stor del af eleverne kan komme tilbage søndag.