22.739 købte bil i marts: Endnu flere gør det i april

Billige biler og fordelagtige leasingaftaler har sparket gang i bilsalget.

Påsken er højtid for køb af biler, og i år har de fynske bilforhandlere ekstrastore forventninger til salget.

Lige nu boomer salget af biler nemlig. I 2014 blev der i marts solgt 14.890 biler, og tre år senere i 2017 blev der i marts nyregistreret 22.739 biler. Det er det næsthøjeste antal nogensinde.

Det er især leasede og mindre biler, der hitter. 

Hos Autoforum i Middelfart knokler salgschef Poul Villadsen og hans medarbejdere for at følge med den store efterspørgsel. 

- Det går rigtig godt. Vi har fuld gang i den. Vi er fire sælgere i begge afdelinger, og vi er beskæftiget hele tiden. Der bliver solgt biler hver dag, fortæller han. 

En af kunderne er Brian Hansen, der er i butikken for at lukke en leasing-aftale om hans nye Citroën Jumper. 

- I stedet for at bruge 170.000 plus moms på en bil er det bedre at trække betalingen. I sidste ende bliver bilen jo alligevel din, siger Brian Hansen.

De sidste specifikationer gennemgås, og tallene nævnes en sidste gang, inden Brian Hansen kan trille ud af garagen i en spritny bil.

Tendens fortsætter

I løbet af de seneste år er afgiften på biler blevet lavere samtidig med, at konkurrencen på både leasing- og nye biler er blevet større.

Ifølge cheføkonom i Danske Bank, Las Olsen, er det netop dét, der har sendt mange nye biler ud på vejene. 

- Danmark har traditionelt været et land med få biler. Det er selvfølgelig, fordi vi har en høj afgift på bilerne, men den afgift er blevet lempet i nogle omgange samtidig med, at der er kommet flere og flere billige biler på markedet - altså små biler - og så er leasing vundet rigtig meget frem som en måde at finansiere sit bilkøb på, fortæller han. 

Las Olsen vurderer, at salget af biler endnu ikke har nået sit højeste trods godt 8.000 flere solgte biler i dag end for tre år siden.

- De ting, der har trukket det op, er der jo stadig og vil også fortsætte de kommende år, så mon ikke det skal højere op, før det skal ned igen, siger Las Olsen. 

Tilbage i Middelfart er endnu en underskrift sat og en handel gjort.

Oversigt

    Oversigt