Aerosmith-forsanger tilbudt bridgewalking på Lillebæltsbroen

Arrangørerne af Aerosmith-koncert håber, at Steven Tyler og resten af bandet besøger bridgewalking og nyder udsigten over Lillebælt.

Den legendariske amerikanske rockgruppe Aerosmith skal spille koncert i Middelfart næste sommer.

Selv om det endnu er for tidligt at lægge sig fast på, hvor Steven Tyler og resten af bandet skal bo, og hvad de skal lave, når de besøger Fyn i juli, har de fået en række tilbud af arrangørerne.

- Steven har en idé om, at hvert eneste sted, han skal spille, plejer han at komme nogle dage før selv og se, hvordan omgivelserne er der, hvor han spiller, siger koncertarrangør Bent Frandsen til TV 2/Fyn. 

- De har simpelthen fået al dokumentation helt ned til hoteller,  små overnatningssteder i byen og bridgewalking, siger han.

Med andre ord kan det være, at Aerosmith i den fynske sommersol tager turen over Den Gamle Lillebæltsbro og nyder udsigten over bæltet.

50-års jubilæum

Koncerten afvikles - i forbindelse med gruppens 50-års jubilæum - som en del af bandets europaturné på pladsen foran Den Nye Lillebæltsbro, hvor der også afvikles Rock Under Broen.

Det er folkene bag Rock Under Broen, der i ni måneder har kæmpet for at få den amerikanske rockgruppe til Fyn. 

- Det bliver fantastisk stort. Det er det største navn i Rock Under Broens 30-årige historie, fastslår Bent Frandsen, selv om Aerosmith-koncerten afvikles som enkeltkoncert halvanden måned efter den traditionsrige fynske endagsfestival samme sted.

- Det har været én lang sej kamp at komme ind på det marked og slås med Live Nation og alle de andre store udbydere af musik, forklarer koncertarrangøren.

Dyrt arrangement 

Folkene bag Rock Under Broen forventer ikke at tjene penge på Aerosmith-koncerten. 

- Det er mange millioner dollar, der skal lægges ud. Jeg har en god mavefornemmelse om, hvordan tingene kommer til at fungere. Vores mål er ikke at tjene en masse penge. Vores mål er at kunne bevise over for de store udbydere af musik, at vi kan håndtere en så stor koncert i Middelfart med trafik, logistik og afvikling af arrangementet, forklarer Bent Frandsen. 

Aerosmith har solgt omkring 150 millioner album, siden Boston-bandet udgav debutpladen i 1973. Det er dermed det næstbedst sælgende amerikanske rockband nogensinde, kun overgået af The Eagles.  

Rockgruppen har i løbet af det seneste halve århundrede leveret hits som “Dream On”, “Walk This Way”, “Crazy”, “Love in an Elevator” og Diane Warren-pophittet “I Don’t Want to Miss a Thing”, der var med i filmen Armageddon og er bandets seneste og eneste hit, som toppede den amerikanske Billboard-hitliste.

Koncerten foregår 21. juli 2020. Billetsalget starter fredag 13. december, og billetterne koster 695 kroner plus gebyr.

Se interview med formand for MGogBK, Claus Hansen, og koncertarrangør Bent Frandsen fra Rock under Broen.

Oversigt

    Oversigt