Anderledes lege i børnehaven: Børnene skal bevæge sig mere

I Middelfart Kommune vil de have mere bevægelse i daginstitutioner, og det skal foreningen Action Kids hjælpe med.

Onsdag blev et nyt projekt skudt i gang i Middelfart Kommune. Kommunen vil have mere bevægelse i børnehaverne, og derfor skal de i efteråret afprøve et anderledes lege- og motionskoncept, der hedder Action Kids.

Historiefortælling, musik, motion og farverige tegninger skal motivere Middelfarts børnehavebørn til at være fysisk aktive og bruge deres fantasi, samtidig med at de har det sjovt sammen.

Middelfart Kommune er den første på Fyn, der skal afprøve materialet.

Opstod til fodboldtræning

Idéen til projektet kom, fordi Thomas Fedder, der er initiativtager for Action Kids, oplevede et problem som fodboldtræner for en gruppe børn i alderen fire til seks år.

- Træningen gik fint udendørs, men da vi så kom ind i en sal, så gik det fuldstændig op i hat og briller. Jeg tænkte, at det må man kunne gøre noget ved. Det prøvede jeg så, og det lykkedes fantastisk godt, siger han.

Han tænkte, at det skulle andre også have glæde af. Derfor fik han lavet et instruktionshæfte med tegninger og forklarende tekster til de enkelte øvelser, og en cd med musik, lydeffekter og instruktions-speak, som guider børnene igennem aktiviteterne.

Forening frem for forretning

I stedet for at gøre det til en forretning lavede Thomas Fedder en forening. Den har til formål at udbrede konceptet i hele Danmark, sådan at børnehaver kan få glæde af materialet gratis.

Udviklingen og produktionen er støttet af store danske fonde, og udbredelsen kræver, at også lokale fonde vil støtte projektet. 

- Så er der nogle mindre lokale fonde, der skal gå ind og sige, at de gerne vil hjælpe med at udbrede det i lige præcis deres lille område. Så som en kombination af store fonde og nogle lokale fonde, så tror jeg simpelthen, vi lykkes hele vejen rundt, siger Thomas Fedder.

Og Middelfart Kommune var heldig. Middelfart Sparekasse valgte at støtte projektet, og derfor var de første børn onsdag nede i banken for at prøve materialet af.

- Det er oplagt for os at være med her, fordi vi når ud til rigtig mange. Vi vil gerne støtte lokalt og støtte bredt. Og når der er nogen, der har taget initiativ og fået en god idé som det her, så vil vi rigtig gerne være med til at udbrede det, siger Heidi Flint Knudsen, der er marketingkonsulent i Middelfart Sparekasse.

Alle børnehuse både kommunale og private får glæde af materialet.

Oversigt

    Oversigt