Anna og Tanja kæmpede sig ind i politik: - Vi har jo hænderne helt oppe over hovedet

Flere unge og flere kvinder har fundet vej ind i lokalpolitik ved dette valg. Men vi er ikke i mål, lyder det fra to nyvalgte politikere.

Kommunalvalget er overstået, og 1. januar 2022 starter de nye byråd og kommunalbestyrelser på Fyn officielt arbejdet. 

Og det politiske landskab har ændret sig. Flere kvinder er kommet ind i lokalpolitik, mens en række unge kandidater også har arbejdet sig ind i kommunalbestyrelserne på Fyn. 

Det gælder eksempelvis 18-årige Anna Poulsen Broen fra SF i Middelfart. Hun er klar til at kæmpe for de ting, hun mener. 

- Det glæder jeg mig vanvittigt meget til. Til at komme ind med det der gåpåmod og sige: "Nu skal I høre her, nu kommer jeg", fortæller Anna Poulsen Broen. 

Og netop hendes gåpåmod skal ændre de dagsordener, som der hidtil har været.

- Det vi (unge, red.) jo kan, er, at komme med nogle af de dagsordener, der har været skubbet lidt ud til siden, siger SF'eren.

Som kandidat nummer fem på SF's liste stormede hun ind i byrådet med 458 personlige stemmer. Det er langt flere end både partiets spidskandidat og nummer to på listen, som fik henholdsvis 216 og 242 personlige stemmer. 

Men selvom der nu er kommet unge kræfter ind i Middelfarts byråd, mener Anna Poulsen Broen ikke, at målstregen er nået. 

- Vi er jo stadig ikke i mål. Den nye gennemsnitsalder for byrådet er 52 år - også selvom jeg sidder der på 18 år. Så I kan måske tænke jer til, at der er nogen, der trækker den op, men uanset hvad, er det en kæmpe sejr, siger Anna Poulsen Broen. 

Andre steder på Fyn har unge kandidater også overhalet mere rutinerede kræfter i antallet af personlige stemmer. 

Det gælder eksempelvis i Odense, hvor Anne Skau Styrishave fra Radikale Venstre og Nicolai Busch Bæhrenz begge fik flere stemmer end etablerede politikere. 

I Kerteminde blev 19-årige Malthe Jäger fra Nye Borgelige valgt ind med flest personlige stemmer, selvom han stod sidst på partiets liste. Ligesom Rasmus Drabe fra SF blev valgt ind i byrådet i Svendborg.

Flere kvinder valgt ind

En af de andre tendenser ved dette kommunalvalg er, at flere kvinder er blevet valgt ind. Socialdemokratiets Tanja Kromann Clausen fra Faaborg-Midtfyn Kommune er en af de nye kvindelige politikere, som vælgerne har peget på til kommunalbestyrelsen. 

- Det er for fedt. Vi har jo hænderne helt oppe over hovedet, siger Tanja Kromann Clausen.

I sin valgkamp har hun blandt andet haft fokus på, at der var for få kvinder i lokalpolitik. Og det har efter hendes egen opfattelse været en succes. 

- For mig handler det ikke om, at kvinder er bedre end mænd, fordi det er de ikke nødvendigvis. Det handler om muligheder for kvinder. Man får muligheden for at stille op. Kvinder interesserer sig jo ikke mindre for politik end mænd. Det tror jeg simpelthen ikke på, forklarer Tanja Kromann Clausen. 

KommuneAntal kvinder nyt byråd Antal pladserUdvikling i antal kvinder fra gammelt til nyt byrådAndel kvinder i nyt byråd
Assens929-131,00%
Faaborg-Midtfyn1025340,00%
Langeland315020%
Kerteminde625124,00%
Middelfart725228,00%
Nordfyn1125044,00%
Nyborg625-124,00%
Odense929331,00%
Svendborg929131,00%
Ærø415026,70%
I alt73242730,20%

Hun fik 533 personlige stemmer, som er mere end fire mænd, der alle var højere placeret på Socialdemokratiets opstillingsliste. 

I Faaborg-Midtfyn Kommuner udgør kvinder nu 40 procent af kommunalbestyrelsen fra det nye år. Samlet set er der kommet tre kvinder mere i den nye kommunalbestyrelse end den nuværende - 10 kvinder ud af 25. 

- Det er helt fantastisk, konstaterer det nyvalgte kommunalbestyrelsesmedlem.  

Hvad skal det til for. Er mænd ikke gode nok?

- Mænd er gode nok, men vi har en nogenlunde ligelig kønsfordeling i Danmark, og det skal politik jo også afspejle.

På Fyn er billedet det samme. Her sætter kvinder sig nu på 73 ud af 242 pladser. Det er syv mere end før kommunalvalget. Kun i Assens og Nyborg er der nu færre kvinder end før valget.

En lang række nye kandidater er blevet valgt ind i de fynske byråd.
Fotograf: Fotograf/redigering: FLEMMING ELLEGAARD

Oversigt

    Oversigt