Bente savner mere nærvær: Nu skal ny aftale sætte hendes plejehjem fri

Der bruges for meget tid på dokumentation på plejehjemmene. Mandag underskrev social- og ældreministeren en aftale, der sætter flere kommuner fri de næste tre år. I Middelfart ser både ældre og ansatte frem til det nye projekt.

Da den 84-årige Bente Kathrine Fribo først fik at vide, at hun skulle på plejehjem, var hun skeptisk. Efter to måneder på Fænøsund Plejehjem er hun dog blevet positivt overrasket. 

Hun kommer godt ud af det med beboerne, og de ansatte er hjælpsomme og tålmodige. De søde medarbejdere har dog alt for meget at lave, fortæller hun. 

- Der mangler virkelig nogle ressourcer på det her område, for hvis de dejlige piger her har for meget om ørerne, så kan man jo ikke undgå at mærke det. Og så er det jo de allersvageste det går ud over, siger Bente Kathrine Fribo.

Den udvikling mener regeringen, at der skal gøres noget ved. Derfor besøgte social- og ældreminister Astrid Krag (S) i dag plejehjemmet, for at underskrive den såkaldte Velfærdsaftale. En aftale der sætter ældreplejen i Middelfart Kommune fri de næste tre år, hvilket betyder, at de ansatte bliver fri for kommunal regulering og kan bruge mere tid sammen med beboerne. 

Og det er både de ansatte og personalet på Fænøsund Plejehjem glade for. Da det kom frem, at kommunen skulle være med i projektet, var plejehjemmets tillidsrepræsentant Dorthe Hansen ikke et sekund i tvivl om, at det tegnede godt for projektet. 

- Jeg synes, det var en rigtig gode idé, netop fordi det ikke er politikerne, der skal bestemme her. Det er os, der skal være med til at definere, hvordan fremtiden skal se ud, og hvad vi skal arbejde med. Og jeg håber vi får noget rigtig godt ud af det. Og det tror jeg også, at vi gør, fortæller hun. 

quote Jeg synes, det er en sørgelig og kedelig udvikling. For det tager fokus fra vores beboere. Vi er her for dem og ikke for en computer

Dorthe Hansen, tillidsrepræsentant, Fænøsund Plejehjem

Dokumentation, dokumentation, dokumentation

Velfærdsaftalen blev vedtaget i Folketinget tilbage i maj måned. Siden har de ansatte på Fænøsund Plejecenter indsamlet erfaringer, der kan tages med videre til projektet. De har blandt andet lavet en "Spild-af-tid-tavle", hvor medarbejdere har noteret opgaver, de synes, de bruger for meget tid på. 

Her viste det sig hurtigt, at det var dokumentationsarbejdet, der fyldte for meget. Ifølge Dorthe Hansen går størstedelen af hendes arbejdsdag nemlig med at sidde foran skærmen. Derfor vil hun gerne have mere fokus på, at hun kan gøre sit arbejde godt uden også at skulle skrive det ned.

- Jeg synes, det er en sørgelig og kedelig udvikling. For det tager fokus fra vores beboere. Vi er her for dem og ikke for en computer, siger hun og fortsætter.

- Vi skal stole på vores faglighed, og vi skal have tillid til, at det vi ser og observerer ikke behøves at blive noteret fem forskellige steder. Og der mener jeg, at vi skal blive bedre til den her tillid til hinanden. 

Der blev udvekslet erfaringer og idéer fra personalet, da Astrid Krag besøgte Fænøsund Plejehjem for at underskrive aftalen.
Der blev udvekslet erfaringer og idéer fra personalet, da Astrid Krag besøgte Fænøsund Plejehjem for at underskrive aftalen.
Foto: Anders Høgh

Vi har kun tiden en gang

Også i Folketinget mener man, at kravet om dokumentation er ved at fjerne fokusset fra de vigtigste opgaver i ældreplejen. Ifølge Astrid Krag så er det vigtigere at sikre en tryg pleje og omsorg for de ældre, end at man kan finde informationer frem i forbindelse med en klage. 

- Jeg tror, det er helt afgørende, at vi erkender, at vi kun kan bruge tiden en gang i vores ældrepleje, og jeg tror sådan set, at alle - både de ældre, de pårørende og medarbejderne - helst vil have den tid bliver brugt til omsorgen og nærvær og ikke til bureaukrati, registreringer og kontrol, siger social- og ældreministeren.  

Derfor ser hun frem til, hvad projektet giver af erfaringer til fremtiden.

- Jeg kommer til at følge det her meget tæt. Mon ikke også jeg kommer forbi igen, når kalenderen tillader det. Det håber jeg rigtig meget. Det her kan blive rigtig vigtigt for resten af Danmark, fortæller Astrid Krag.

På ældreområdet er det Middelfart, Langeland og Viborg kommuner, der har forpligtet sig til Velfærdsaftalen. 





Oversigt

    Oversigt