Børnefamiliernes by har ikke plads til børnene: - Vi er blevet overhalet

Middelfart Kommune sender børnhavebørn i sfo-lokaler, og det er ikke optimalt, erkender borgmesteren, der forklarer løsningen med tilflyttersucces.

Middelfart Kommune er blevet overhalet af sin egen succes. 

Det erkender borgmesteren i kommunen, Johannes Lundsfryd (S), der i mange år har ført kampagne for at få flere børnefamilier til Middelfart.

Og netop børnefamilier har kommunen haft stor succes med at tiltrække.

- Vi vil meget gerne have børn i vores kommune, gentager borgmesteren fredag til TV 2 Fyn.

Noget kunne dog tyde på, at succesen har været lidt for stor. 

Midlertidige løsninger

Torsdag kunne TV 2 Fyn nemlig fortælle, at flere børnehavebørn nu bliver sendt tidligere i sfo på grund af pladsmangel i de egentlige daginstitutioner i kommunen.

Ifølge kommunen er der - som sådan - ikke tale om, at børnene starter i sfo, men det vil mere fungere som en børnehave i skolefritidsordningens lokaler ved skolen.

Hvordan harmonerer fokusset på børnefamilier med, at familier nu får at vide, at der ikke er plads til deres børn i børnehaverne?

- Altså der bliver plads til alle børn. Alle børn bliver passet. Vi er igang og har taget første spadestik til en ny daginstitution, og vi har besluttet, at der kommer to nye daginstitutioner udover den, siger borgmesteren og tilføjer:

- Det er klart, at i den mellemliggende periode bliver vi nødt til at se ind i nogle midlertidige løsninger. 

De løsninger indbefatter, at nogle børn, der ikke er plads til i daginstitutionerne, nu skal passes i  kommunens naturcenter og en bus, der kører ud i naturen. Derudover altså også at nogle børn skal passes i en sfo tre måneder, før det egentlig var planlagt.

Ikke optimal løsning

Løsningerne er dog blevet kritiseret skarpt af flere forældre, der ikke vil gamble med deres børns trivsel.

Og trivslen er netop det, der kan være på spil, når fireårige kommer i sfo tidligere end normalt. Det siger en ekspert i dagtilbud til TV 2 Fyn.

- Man skal overveje meget grundigt, hvor tidligt børn starter i sfo, fordi de kommer til at indgå i nogle større børnegrupper, og det er ikke noget, børnene er gearet til i den her alder, siger sociolog og områdechef for dagtilbud hos Danmarks Evalueringsinstitut, Dina Madsen.

Det bliver dog ikke noget problem, forsikrer Middelfarts borgmester.

- Altså børnene har deres eget lokale. De har de voksne med, som de er vant til at have omkring sig, og som de er trygge ved.

Anerkender du, at det ikke er en optimal løsning?

- Ja, vi ville jo meget hellere have, at vi i morgen kunne have en helt spritny daginstitution klar, men den tager lidt tid at bygge, så i mellemtiden bliver der nødt til at være nogle mellemløsninger. 

Men I vidste jo, at familierne strømmer til kommunen, hvorfor har I ikke været ude og finde på nogle løsninger lidt tidligere?

- Vi er sådan set blevet overhalet af vores vildeste forventninger. Havde vi vidst, at der ville komme så mange, var vi også gået i gang noget tidligere, siger borgmesteren.

Borgmesteren kan ikke give en præcis dato på, hvornår der igen er plads til kommunens mange nye børn i daginstitutionerne, men han fortæller, at første spadestik er taget til en institution ved Hyllehøj, som skulle stå klar i 2023.

Oversigt

    Oversigt