Borgere på Vestfyn må leve med usikkerhed

De kommende nye jernbanespor til højhastighedstog gør borgerne på Vestfyn nervøse. Mandag aften var der indkaldt til borgermøde.

660 grundejere risikerer at blive berørt af en nye dobbeltsporede jernbanestrækning mellem Blommenslyst og Kauslunde. Af dem forventer Vejdirektoratet at op mod 45 husejere helt må afgive deres grund til staten.

- Vi har fået et brev om at der muligvis skal ligge en jernbane, der hvor vores hus ligger. Mere ved vi ikke, siger Tove Jespersen fra Indslev.

2511 jernbane

Udvidelsen af den vestfynske jernbane sker i forbindelse med timedriftplanen, som skal sikre, at man i fremtiden kan komme fra Odense til Aarhus på under en time. Vejdirektoratet har foreløbig to linjeføringer.

- Det er kun få steder, at linjeføringen ligger fast endnu. Men vi kan informere borgerne om processen fremadrettet, siger projektchef i Vejdirektoratet Leif Hald Pedersen.

Der var stillet 200 stole op men yderligere 50 stole måtte findes frem for at skaffe siddeplads til de fremmødte.

- Jeg havde håbet at få en afklaring, men vi må tilsyneladende leve med usikkerheden indtil 2016. Det er ærgerligt, siger Bent Ove Jespersen fra Indslev.

Oversigt

    Oversigt