Bredt valgforbund mellem Radikale, SF og Socialdemokratiet i Middelfart

Tre partier fra den røde blok i Middelfart er blevet enige om at indgå et teknisk valgforbund til det kommende kommunalvalg.

Om syv måneder er der kommunalvalg i Danmark, og de politiske partier, organisationer og græsrødder er allerede langt i forberedelserne til valget.

Således også i Middelfart Kommune hvor tre partier nu har meldt ud, at de har indgået et teknisk valgforbund for at undgå, at deres stemmer kan gå tabt.

De tre partier, der har valgt at samarbejde, er Radikale, SF og Socialdemokratiet.

- Vi vil samarbejde for at udgå stemmespild. Ved at indgå et valgforbund hjælper vi hinanden, så et parti med lige knap nok stemmer til et mandat kan få eventuelle overskydende stemmer fra et andet parti i valgforbundet, siger Agnete Damkjær, der er gruppeformand for Radikale i Middelfart, i en pressemeddelelse.

Valgforbundet er udelukkende af teknisk karakter. Med andre ord handler det udelukkende om, at de tre partier vil undgå, at stemmer kan gå tabt i mandatfordelingen.

Stadig selvstændige partier

Dermed står partierne stadig helt frit i forhold til at kunne profilere særlige mærkesager og gå til valg med egen borgmesterkandidat.

- Vi er enige om at indgå et teknisk valgforbund. Det står ethvert parti frit at pege på den borgmester, det ønsker. Vi har heller ingen politiske bindinger. Dermed kan vi gå til valg som tre selvstændige partier – og samtidig samarbejde. Det gavner os alle, siger Mikkel Dragmose-Hansen, der er gruppeformand for SF. 

De tre partier understreger, at der ikke er tale om en lukket fest - de to øvrige partier i den røde blok er fortsat velkomne til at være med.

- Alternativet og Enhedslisten skal være velkomne til at tilslutte sig valgforbundet. Vi har en interesse i, at valgforbundet er så bredt som muligt, og vi vil gerne fortsætte det gode samarbejde fra det daglige byrådsarbejde i et teknisk valgforbund, siger Johannes Lundsfryd, gruppeformand for Socialdemokratiet.

Oversigt

    Oversigt