Bubbas-sagen: Spredte falske historier om ætsende drikke andre steder

En 21-årig mand fra Fredericia, som er tiltalt for at have serveret ætsende drikkevarer på natklubben Bubbas i Middelfart, erkender, at han opdigtede historier om ætsende drikkevarer andre steder end Bubbas.

Den 21-årige mand nægter sig skyldig i at have hældt ætsende væsker i drikkevarer på Bubbas i Middelfart; men han indrømmer, at han spredte falske historier om, at de ætsende drikkevarer kom fra Svendborg, skriver Fyens Stiftstidende. 

Det gjorde han ifølge anklageren blandt andet ved at forfalske en lægejournal og en Facebook-profil, så det skulle se ud som om, han - ligesom andre personer - blev ætset af en Mokai på Bubbas, men at flasken var købt i Svendborg.

Det blev ikke bekræftet af den 21-årige i retten i Odense. Men han indrømmer, at han brugte en forfalsket Facebook-profil til at kommentere Facebook-opslag og nyhedsartikler i et forsøg på at skyde skylden på producenten af Mokai.

quote Det gjorde jeg for at fjerne fokusset fra Bubbas og Mike

Tiltalt i sag om ætsninger på Bubbas

- Det gjorde jeg for at fjerne fokusset fra Bubbas og Mike, for jeg syntes, det var synd, der var så meget negativ fokus på stedet, forklarede den 21-årige i retten ifølge Fyens Stiftstidende.

Indehaveren af det nu lukkede Bubbas, Mike Juhl Jensen, mener dog, at den tiltalte gjorde det for at fjerne fokus fra sig selv.

Retssagen fortsætter fredag, hvor der også ventes afsagt dom. 

Oversigt

    Oversigt