Byggeplaner blev erklæret ugyldige - alligevel står telemast nu lige op ad Torbens hus

Planklagenævnet havde egentlig ugyldiggjort byggetilladelsen til telemasten i Båring Ege. Alligevel står den nu 20 meter fra Torben Knudsens hjem.

Den må egentlig slet ikke stå der. 

Alligevel er Torben Knudsens nabo i Båring Ege en høj telemast, der blev opført i sommer. 

- Det synes vi ikke særligt godt om, siger Torben Knudsen. 

Bare en uges tid inden opførelsen af telemasten var byggetilladelsen ellers blevet erklæret ugyldig af Planklagenævnet. 

- Jeg tænkte, at det var en rigtig god afgørrelse, for det var jo det, vi selv havde kæmpet for. 

- Men der sker jo bare det, at inden for en uge, så kommer de og slutter strøm til, og så bygger de den antenne, der nu står over for mit hus, siger Torben Knudsen. 

Samtidig undrer han sig over, at byggeriet kunne gå igang, selvom der altså lå en afgørrelse fra Planklagenævnet. 

Bruger strøm

Tidligere på ugen kunne vi på TV 2 Fyn fortælle, hvordan en lignende mast er blevet planlagt tæt på Bjarne Nielsens hus i Gudme.

Mens den endnu ikke er bygget, så må Torben Nielsen for nuværende kigge på den ulovligt opførte mast, der står bare 20 meter fra hans hus. 

Og det er ikke kun den ugyldige opførelse, der undrer Torben Knudsen. For siden masten blev bygget færdig i sommer, har han løbende tjekket den elmåler, der står ved siden af masten, som altså endnu ikke lovligt må tages i brug.

Og den er anledning til endnu flere spørgsmål. 

- Jamen, jeg kan se på elmåleren, at den står og bruger strøm. De har også ofte været herude for at lave ting i skabet. En af gangene ved jeg, de var her for at opdatere softwaren, siger Torben Knudsen. 

Det er elskabet her, som ifølge Torben Knudsen står og tæller, selvom telemasten endnu ikke må være i brug.
Det er elskabet her, som ifølge Torben Knudsen står og tæller, selvom telemasten endnu ikke må være i brug.
Foto: Ole Holbech

Regner med, den bliver fjernet

Selvom han altså lige nu må acceptere, at masten står lige udenfor hans hoveddør, så trøster det Torben Knudsen, at de har placeret den en smule forkert.

- Den skulle egentlig have stået, så vi kunne have set den fra stuen, men de har placeret den forkert, så vi lige præcis ikke kan se den fra stuen. Men når vi sidder udenfor, så står den der jo, siger Torben Knudsen. 

Men der kan være håb forude, for på et møde i udvalget i Middelfart Kommune i december blev det besluttet, at forvaltningen skulle arbejde på at finde en ny placering til telemasten. 

- Hvis det var en privat virksomhed, så ville den blive flyttet. For det er jo en anerkendelse af, at der er begået en fejl. 

- Så indtil videre tænker jeg, at den bliver flyttet, for demokratiet i vores land sejrer, og det kommer de ikke til at ændre på, siger Torben Knudsen. 

Formanden for Teknik-udvalget i Middelfart Kommune, Venstres Regitze Tilma, siger til TV 2 Fyn, at udvalget har bedt forvaltningen om at finde alternative placeringer i kommunen, så masten kan blive flyttet til et lovligt sted. 

I Odense er det en lidt anden byggeproblematik, man forsøger at forholde sig til. Her har man nemlig netop taget stilling til processen omkring renoveringen af friluftsbadet.