Det kørte helt vildt i corona-år: Overskud på 161 millioner hos Middelfart-firma

T. Hansen Gruppen satte historisk rekord. Især Norge fik et gennembrud. Der bliver ny rekord i år, lover grundlægger og direktør Bent Jensen.

Det kører for T. Hansen Gruppen i Middelfart.

Med en omsætning på 1,5 milliarder kroner og et overskud på 161 millioner kroner før skat, satte Middelfart-koncernen ny rekord.

- 2020 blev et historisk år, hvor de sidste fire års arbejde, investeringer og målrettede strategier gik op i en højere enhed med strømlining af forretningen over hele linjen, hedder det i en pressemeddelelse.

Det bliver endnu bedre i år

- Jeg sagde sidste år, da vi fremlagde regnskab, at 2020 ville blive et rekordår, og den positive rejse fortsætter i 2021, og derfor forventer jeg også, at 2021 vil være et rekordår, siger direktør og grundlægger af T. Hansen Gruppen A/S, Bent Jensen.

- I Norge har vi for alvor fået medvind på cykelstierne med thansen-konceptet, som er blevet trimmet og tilpasset markedet. Alene omsætningsfremgangen fra 2019 til 2020 er på 82 procent, siger Bent Jensen.

Koncernen lever af handel med scootere og cykler samt reservedele og tilbehør til biler, knallerter, scootere, mobiltelefoner samt campingudstyr og fyrværkeri m.v.

I Norge har man nu 34 butikker, og man leverer via internettet samme service som i Danmark.

Nye opkøb

- Vi har nu vi sigtekornet rettet mod at indtage endnu et udenlandsk marked i den nærmeste fremtid, siger Bent Jensen.

Det er fire år siden, at T. Hansen Gruppen A/S købte svenske Mekonomens levering af autodele til værkstedsbranchen samt Vestjysk Autodele A/S. 

Forretningsområdet blev kort tid efter konverteret til AD Danmark A/S.

- På det indenlandske marked ser vi en stor fremgang i 2020, og resultatet i indeværende år har allerede slået 2020-resultatet, så vores satsning på dette marked er en stor succes., siger Bent Jensen.

En nyhed for T. Hansen Gruppen A/S er, at der nu er etableret en professionel bestyrelse.

Bestyrelsen i T. Hansen Gruppen A/S vil fremover bestå af Claus Juel-Jensen (formand), Nille Klæbel Askvad Hviid, Jens Jørgen Jessen Bjerrisgaard og Jan Bøgh.

Bent Jensens eget holdingselskab kom endnu bedre ud af 2020, nemlig med en omsætning på 1,7 milliarder kroner og et overskud før skat på 181 millioner kroner.

Egenkapitalen er på 798 millioner kroner og med undtagelse af gæld på 93 millioner kroner til realkreditinstitutioner er selskabet egenfinansierende.

T. Hansen  Gruppen A/S201820192020
Omsætning127813041480
Resultat før skat9951161
Egenkapital333365444
Ansatte671708748
Millioner kroner