Dobbelt så travlt som normalt: Line har stor succes med hvalsafari

Hvalsafari i Lillebælt er et stort hit. Line Jepsen sejler ture med gæster og har dobbelt så travlt som normalt.

Det er blevet meget populært at stævne ud fra Middelfart og spejde ud over vandet i Lillebælt. 

Her er der nemlig en meget stor koncentration af verdens mindste hval marsvinet, og dermed rigtig gode muligheder for at se dyret. 

Besætningen på turbåden Mira 3 har ekstra travlt, og derfor sejler skibet med gæster ud i Lillebælt flere gange om dagen. 

Tirsdag eftermiddag gik turen mod Fænøsund. 

- Vi har set dem dernede i formiddags, så vi håber på, at de stadig ligger dernede, siger Line Jepsen, der er skipper på Mira 3.

Med ombord er Karen Bechmann, der har taget sit barnebarn Cecilie med på tur. 

- Jeg har tidligere sejlet på Lillebælt, og jeg vil gerne give Cecilie sådan en oplevelse, når jeg nu passer hende, forklarer Karen Bechmann.

Brian Jensen fra Nordsjælland er taget på hyggetur med familien.

- Vi skulle ned og se marsvin hernede, og det var børnene helt vilde med, siger han.

Gæsterne ombord fik mulighed for at se marsvinet i Lillebælt.
Gæsterne ombord fik mulighed for at se marsvinet i Lillebælt.
Foto: William Lorentzen

Først fridag om flere uger

Gæsterne, der er ombord på denne sejltur, er langt fra de eneste. Faktisk har Mira 3 haft næsten dobbelt så mange gæster som normalt i de første tre uger af sommerferien.

- Det plejer at være sådan lidt langsomt om at komme i gan, men i år har der været tæt på fuldt skrald hele sommerferien, fortæller Line Jepsen.

Og det er ifølge Line Jepsen tiltrængt med en travl sommer efter sidste års coronanedlukning.

- Det er jo fantastisk. Det kan man jo ikke være ked af. Det er helt perfekt, siger hun.

- Vi sejler hver dag. Jeg tror, jeg har min næste fridag 2. august, så der er flere uger til. 

Efter lid tid spotter Line Jepsen marsvinet. 

- Der er en helt nede bag ved båden, råber hun til gæsterne ombord. 

Og så får Cecilie, Karen, Brian og de andre ombord også øje på hvalen.

- Der så jeg en, udbryder Cecilie.

- Man går helt vildt op i det, når de lige pludselig er der, og man har ventet i 45 minutter. 

Også Brian Jensen fik travlt med at holde øje med både hval og børn.

- Man er der med det samme og tager billeder. Man skal også lige passe på, at børnene ikke falder ud over, for de bliver vilde, fortæller han. 

Cecilie fik set tre marsvin, og er godt tilfreds med turen. 

Turisterne valfarter til Middelfart for at spotte marsvin


Oversigt

    Oversigt