Nøgensneglen bliver i disse dage nærstuderet i Lillebælt ud for Middelfart.
En gruppe dykkere med en særlig interesse for nøgensneglen holder den årlige nøgensnegleweekend for at lære den lille snegl bedre at kende.
- Jeg kan sammenligne det med folk, der kigger på fugle eller sommerfugle. Vi har bare fundet de her nøgensnegle i danske farvande, og vi synes, de er så flotte og så farvestrålende, siger nøgensnegleentusiast Jørn Ari.
Projektet går ud på at finde og registrere alle de nøgensnegle, der lever i de danske farvande. De dykker efter dem og samler dem i hvide plastikdunke.
- Når vi registrerer nøgensneglene, er vi nødt til at have et billede af det, siger Jørn Ari, der derfor også har kameraudstyr med i vandet.
Snegle uden hus
Nøgensnegle er havsnegle, hvor den voksne form hverken har en skal eller et hus.
Der findes flere end 3.000 arter i hele verden, heraf 60 i Danmark. Nogle arter er kun to millimeter. Fangsten skal nærstuderes for at afgøre, om dykkerne har fundet nye arter i Lillebælt.
- Jeg skal kigge på dem i et mikroskop. Hvis de er interessante, bliver de sendt videre til et universitet, hvor de kan lave en dna-sekvens på den, forklarer Jørn Ari.
Se hele tv-indslaget om nøgensnegle: