Elbiler søger nye testkørere

Elbiloperatøren ChoosEV og Fredericia og Middelfart kommuner åbner nu for tilmeldinger til den 2. ud af i alt 8 testrunder i det landsdækkende forskningsprojekt "testenbil.dk".

Elbilerne har inden længe kørt i tre måneder på vejene i Middelfart og Fredericia, og nu skal der findes et hold nye borgere til at teste bilerne.

Næste hold får elbilerne overleveret midt i september og har dem i de næste tre måneder.

Du kan tilmelde dig som testkører på www.testenelbil.dk fra 1. august til 14. august.

I løbet af de næste 2 år er der brug for 40 borgere i hver af kommunerne, der har lyst til at sætte sig bag rattene.

Det er omkostningsfrit at låne elbilen. Man betaler kun for den strøm, bilen lades op med - opladningen foregår hjemme via en el-installation, der bliver sat op i testperioden.

Opbakning fra lokale virksomheder

Projektet i Fredericia og Middelfart kommuner støttes af energiselskabet TRE-FOR og den kommunale forening Trekantområdet Danmark.

Desuden er projektet støttet af blandt andet Trafikstyrelsen og Energistyrelsen.

For at projektet kan fortsætte i hele testperioden, skal et antal lokale virksomheder i Trekantområdet med som projektpartnere.

Virksomhederne har mulighed for at styrke deres brand over for kommunernes borgere, bl.a. med virksomhedens logo på de mange elbiler.

I Middelfart Kommune er borgmester Steen Dahlstrøm (S) glad for projektet.

- Jeg er glad for at Middelfart Kommune er en del af dette perspektivrige projekt, der viser en grøn udvikling ikke blot i Middelfart Kommune men i hele trekantområdet. Det er jo sådan at alle kommuner i trekantområdet arbejder med el-biler og opstilling af ladestandere til el-biler i det offentlige rum. Så diskussionen om, hvad der skal komme først, el-biler eller ladestandere bliver overflødig. Vi gennemfører omstillingen som ét samlet projekt. Vi arbejder sammen - både private virksomheder og det offentlige - om at blive den første grønne transportregion i Danmark, siger borgmesteren.

Oversigt

    Oversigt