I det fynske folks tjeneste

Eriksens barndomsklub kan tjene stort på Inter-skifte

Christian Eriksens barndomsklub, MG&BK, står til at tjene 400.000 kroner, hvis skiftet til Inter går igennem. Pengene skal bruges på bredden, siger klubformand. 

Christian Eriksen hilser på fremmødte Inter-fans under mandagens lægetjek. Foto: Matteo Bazzi/EPA/Ritzau Scanpix

Opdatering

  • 28. jan 2020 kl. 14:08 Christians Eriksens skifte til Inter er nu officielt.

Læs også Officielt: Christian Eriksen skifter til Inter

Det er så meget oppe over, som det næsten kan være, at fynske Christian Eriksen bliver præsenteret som ny spiller i den italienske traditionsklub Inter. 

I flere medier bliver der spekuleret i en salgspris på 150 millioner kroner for fynboen, der har et halvt år tilbage af sin kontrakt i engelske Tottenham. 

Læs også Eriksen blev mødt af jubel, da han hilste på Inter-fans under lægetjek

Hvis det beløb står til troende, falder der et anseeligt beløb af til breddeklubben MG&BK i Middelfart, hvor Christian Eriksen første gang snørede fodboldstøvlerne som barn. 

Det siger klubformand Claus Hansen. 

- Altså hvis han ender med at blive solgt for 150 millioner kroner, så er det cirka 400.000 kroner, men det er en udregning, Fifa hjælper os med. Det har de heldigvis helt styr på, siger han til TV 2/Fyn. 

Penge skal bruges på ungdomshold

Beløbet er dog langt mindre, end det kunne have været i sommer, hvor Christian Eriksen blev rygtet til både FC Barcelona og Real Madrid for transferbeløb på den gode side af en halv milliard kroner. 

Men det gør ikke glæden i MG&BK mindre, forsikrer Claus Hansen. 

- Det er okay. Det har vi jo ikke indflydelse på. Jeg er bare megaglad for, at Christian kommer til en klub, hvor han gerne vil spille. Det, der følger med til os, er vi meget tilfredse med, og vi skal nok få brugt pengene til alle vores ungdomshold, siger han. 

Kompensation til barndomsklubber

Ifølge Claus Hansen har MG&BK tjent omkring 900.000 kroner på Christian Eriksen i løbet af landsholdsspillerens fodboldkarriere. Pengene er et kompensationsbeløb indført af Fifa til de klubber, der har udviklet spilleren i ungdomsårene. 

Det præcise beløb udregnes via en sindrig udregning, hvor fem procent af transferbeløbet fordeles mellem de klubber, hvor spilleren har spillet fra det 12. til det 23. år. 

Selvom 900.000 kroner er et mindre beløb for en professionel klub, har det afgørende betydning for amatørklubben MG&BK, forklarer formand Claus Hansen. 

- Pengene skal bruges på bredden og de cirka 600 børn i klubben. Der er sørme mange udgifter, så det hjælper os en hel masse. For når vi har behov for nye bolde eller kegler, så har vi muligheden. Så det går direkte til børnene i breddeklubben, siger han. 

Kommer stadig hjem på besøg

Det er dog ikke kun pengene i klubkassen, der har stor betydning for Christian Eriksens barndomsklub. Han er god til komme på besøg i klubben, når han har ferie, forklarer Claus Hansen.  

- Han betyder meget. Hver gang Christian spiller, om det har været for Ajax, Tottenham, landsholdet eller nu Inter, så er det tit, at der bliver sagt “Christian fra Middelfart”. Og for børnene i klubben er han et stort forbillede. 

Læs også Superstjerne besøger hjemmebanen: Eriksen er rollemodel for unge fodboldspillere

- Han er god til at besøge klubben, når han er hjemme, og han hjælper i vores handicapafdeling og spiller med dem. Det bliver aldrig annonceret eller noget. Han kommer bare forbi og spiller, og det er megagodt. Det fortæller noget om ham som menneske, at han er så afbalanceret og med benene på jorden. At han ikke har glemt MG&BK, og det er her, han har sine rødder. Det er helt fantastisk, siger formanden. 

Christian Eriksens skifte fra Tottenham til Inter ventes at blive officielt tirsdag, efter fynboen mandag gennemgik lægetjek i den italienske klub.