Eriksens tilstand er fortsat stabil, oplyser DBU

DBU har været i kontakt med Christian Eriksen, hvis tilstand er stabil, efter han lørdag kollapsede i Parken.

Christian Eriksens tilstand er fortsat stabil efter kollaps lørdag, og han er stadig indlagt på Rigshospitalet til yderligere undersøgelser.

Det oplyser Dansk Boldspil-Union (DBU) på Twitter.

- Vi har her til formiddag været i dialog med Christian Eriksen, der har sendt en hilsen til sine holdkammerater.

- Hans tilstand er fortsat stabil, og han er fortsat indlagt for at få yderligere undersøgelser, lyder det fra DBU.

DBU takker også for de mange hilsner, der er strømmet ind fra fans, spillere, Kongehuset, klubber fra hele verden og mange andre.

De opfordrer samtidig til at folk sender deres hilsner til DBU, som vil samle dem og give dem til Christian Eriksen og familien.

Eriksen kollapsede på banen efter 42 minutter, da Danmark åbnede EM mod Finland i Parken. Stjernen fik hjertemassage på banen, inden han blev fragtet til Rigshospitalet.

Senere blev kampen genoptaget, og Finland vandt 1-0.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.


Oversigt

    Oversigt