Kun få dage efter, at The Minds of 99, D-A-D og Nephew spillede på den store græsplæne under Lillebæltsbroen til dette års Rock Under Broen, bliver billetterne allerede revet væk.
Det fortæller jo bare lidt om, at folk er tilfredse med det, som vi har lavet.
- Folk har syntes, at det har været så godt, at over 30 procent af vores billetter til 2020 allerede er solgt i de dage her lige efter Rock Under Broen, fortæller Bent Frandsen, der er formand for den fynske endagsfestival Rock Under Broen.
Salget af billetter er aldrig før gået så hurtigt i festivalens 30 års levetid.
- Aldrig, aldrig nogensinde før. Og det fortæller jo bare lidt om, at folk er tilfredse med det, som vi har lavet, fortæller Bent Frandsen til TV 2/Fyn og fortsætter:
- Så jeg kan ikke blive meget mere glad, end jeg er lige nu.
Endagsfestivalen var ellers konkurstruet i 2012, da vejret to år i træk havde drillet og svigtet gæsterne. Det gav festivalen en gæld på 3,4 millioner kroner.
Heldigvis for de mange Rock Under Broen-entusiaster blev festivalen reddet af de to lokale virksomheder Dan-Bunkering og T. Hansen, der valgte at støtte op om Middelfartfestivalen.
Bare vent til næste år
Dette års Rock Under Broen har været helt udsolgt i flere måneder inden festivalen, som i år kunne fejre jubilæum, da det er 30 år siden, at den blev afholdt første gang.
Årets Rock Under Broen var den mest velafviklede nogensinde. Et fantastisk set up, som vi har fået lavet, hvor vi stort set ikke har fået klager for nogen som helst af de faciliteter, som vi har haft på pladsen.
Men det er ikke kun jubilæet, at festivalen kan fejre.
- Årets Rock Under Broen var den mest velafviklede nogensinde. Et fantastisk set up, som vi har fået lavet, hvor vi stort set ikke har fået klager for nogen som helst af de faciliteter, som vi har haft på pladsen i forhold til de øvrige år, siger Bent Frandsen.
Og dette års store succes kommer da også til at kunne ses på næste års endagsfestival.
- De (gæsterne, red.) har store forventninger til, hvad vi kommer tilbage med af musikprogram i 2020. Og jeg kan sige, at det vi arbejer på og satser på - hvis det lykkes - bliver kanon, siger formanden for Rock Under Broen.
Kun ét problem at finde
Ifølge formanden var der ikke meget negativt at finde ved dette års festival.
- Det eneste problem var, at flere og flere folk tager stole med ind, og det begynder efterhånden at blive et problem på selve pladsen, fortæller Bent Frandsen.
Han tror dog ikke, at stolene bliver forbudte næste år.
- Vi skal bare være meget skarpere, når folk kommer ind, til at få guidet dem hen, hvor man må sidde ned. Fordi når det først er gået galt, så får man dem ikke flyttet. Vi skal have dem flyttet lige fra starten af, siger Bent Frandsen.
Det er endnu uklart, hvordan økonomien kommer til at se ud efter dette års Rock Under Broen, men formanden er positiv og håber på et par millioner i overskud.
- Det er svært at sige endnu, fordi vi ikke har set de sidste regninger. Men det ser lovende ud, siger han til TV 2/Fyn.