Fiskeriforening: Politisk aftale kan skabe splid mellem fiskerne

En udviklingspakke til fiskeriet kan skabe splid mellem fiskere, vurderer fynsk fiskeriforening, der dog også ser positive ting ved aftalen.

Et flertal uden om regeringen er blevet enige om 24 punkter, der udgør en vækst- og udviklingspakke til fiskeriet. Aftalen vil styrke det danske kystfiskeri, udvikle mere bæredygtigt fiskeri og styrke fiskeriuddannelsen.

Aftalen kan dog også skabe splid mellem fiskerne, vurderer Allan Buch, der er formand for Bælternes Fiskerforening i Middelfart. Bælternes Fiskeriforening er en sammenslutning af fiskeriforeninger på Fyn og øerne.

- Det er klart, at det kan skabe noget splid mellem fiskerne, fordi man tager nogle fisk fra nogen og giver dem til nogle andre, siger Allan Buch.

 

Det er især de mindre både, der kan drage fordel af den nye aftale.

- De, der vil binde sig, får en ekstra tildeling af fisk, som man tager fra de større fartøjer. Det er klart, at det er dér, der indtræder nogle konflikter, forklarer han.

Der er dog også positive ting ved udviklingspakken. Allan Buch håber, at flere unge mennesker vil træde ind i erhvervet.

Flertallet uden om regeringen består af Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet, SF og Det Radikale Venstre.

WWF Verdensnaturfondens programleder for fiskeri og akvakultur, Christoph Mathiesen, er begejstret for aftalen.

- Det her er et kæmpe gennembrud for dansk kystfiskeri og for miljøskånsomt fiskeri. Det er fremragende, at der findes et politisk flertal for at skabe grøn vækst i fiskeriet, siger Christoph Mathiesen til Ritzau.

Oversigt

    Oversigt