Corona skaber plads til chokoladebutik: Kring flytter ind i Kvickly

På grund af coronaudbruddet vil Kring Chokolade de næste par uger gøre klar til påskehandlen fra lokalerne i Kvickly i Middelfart. Indehaver Rikke Kring håber, at samarbejdet kan være med til at redde hendes forretning.

Påsketid er lig med påskeæg - måske endda et af de fine fra chokoladeforretningen. Men coronakrisen får kunderne til at blive væk fra de små forretninger, og det kan udfordre påskehandlen for de små erhvervsdrivende.

Det gælder også for Kring Chokolade i Middelfart, der nu har fået hjælp fra en noget uventet kant.

Siden torsdag morgen har Kvickley i Middelfart stillet sine lokaler til rådighed, så butiksejer Rikke Kring kan sælge sin chokolade til forretningens kunder.

- Forhåbentligt har det en rigtig stor betydning for vores overlevelse fremover. I sidste uge stoppede salget jo fuldstændigt, og vi er rigtig hårdt ramt. Så i og med at kunne tage sådan et initiativ som at stå her og sælge til Kvicklys kunder, håber jeg, at det kan redde os, fortæller Rikke Kring. 

Vigtig håndsrækning

Idéen til samarbejdet opstod hos Kvicklys direktør Ole Andreasen, der alligevel stod og havde ekstra plads i forretningen. 

- Da vores caféomsætning faldt drastisk i forbindelse med coronavirussen, kunne jeg godt se, at vi måtte gøre noget andet. Så jeg gik ned og inviterede mig selv på en kop kaffe hos Rikke og spurgte, om hun ikke syntes, at det kunne være en idé for hende at komme tæt på min kundestrøm, fortæller Ole Andreasen.

Tilbuddet kom på mange måder på et belejligt tidspunkt for Rikke Kring. I det sidste stykke tid har hun haft travlt med at producere varer op til påsken, der er højsæson for chokoladeforretningerne.

Hos Kring Chokolade udgør påskesalget næsten en tredjedel af årets omsætning, og derfor betyder hjælpen også noget særligt for den lille virksomhed. 

- Jeg synes, det er så rørende. Det er en jo en helt absurd situation, vi står i. Man er bange og rystet, og der er ingen, der er forberedte på det her. Så når man mærker, at folk rækker ud, og man hjælper hinanden, så gør det alligevel et eller andet godt, siger Rikke Kring. 

Handler om at dele

I Kvickly sælger man ellers også påskeæg, men Ole Andreasen bekymrer sig ikke om at have lukket en potentiel konkurrent ind i butikken. For ham er det vigtigere at hjælpe den lille forretning gennem krisen.

- Men man kan jo sige, at det er en lille beskeden ting, vi har gjort. Vi havde jo pladsen og overskudsdelen, så det handler jo egentlig om at dele, siger han. 

Indtil videre er der ingen aftale om, hvor lang tid samarbejdet kommer til at vare, men Ole Andreasen garanterer, at det fortsætter påsken ud. 

- Så må vi se, hvordan situationen ser ud til den tid, siger han. 

Oversigt

    Oversigt