Fyns Politi: Hjælp os med at finde Bjarnes bil

Fyns Politi opfordrer nu offentligheden til at holde særligt udkig efter den bil, den forsvundne Bjarne Veber Finnedal menes at være kørt i.

Den 68-årige Bjarne Veber Finnedal menes at være kørt i en metalblå Suzuki Wagon R med nummerpladerne AU67564.

Den vil Fyns Politi meget gerne have oplysninger om.

- Det er vigtigt, for vi er ved at løbe tør for ideer og står faktisk på bar bund lige nu, siger vagtchef Christian Rasmussen.

Politiet har forfulgt de spor, man har, man har søgt med hunde og haft en helikopter i luften i løbet af eftermiddagen, men uden at det har givet resultat.

Eftersøgningsarbejdet fortsætter mandag aften ved at politiet kører rundt på Vestfyn og håber at finde noget.

- Vi har søgt de steder, der kunne være aktuelle, så bilen er noget nær det sidste spor, så vi håber, at nogen ser den, siger vagtchef Christian Rasmussen.

Han tilføjer, at fokus nok er rettet mod Vestfyn, men da Bjarne Veber Finnedal formodes at være i bil, kan han være nået langt omkring.

Bjarne Veber Finnedal kørte i morges omkring klokken 9 fra sit hjem Hovkrogvej i Kustrup ved Middelfart.

Familien og politiet frygter, at den efterlyste mand har brug for hjælp. Han befandt sig i en nedtrykt sindstilstand, da han forlod sin bopæl.

Politiet vil gerne have oplysninger, hvis der er nogen, der ved noget om Bjarne Veber Finnedal færden på telefon 114.

Artikel opdateret mandag klokken 22.10

Oversigt

    Oversigt