Fyns Politi: Paludan får forbud mod at afholde Stram Kurs-landsmøde i Middelfart

Rasmus Paludans parti, Stram Kurs, får ikke lov til at holde landsmøde i Middelfart, oplyser Fyns Politi.

Fyns Politi har meddelt leder af Stram Kurs Rasmus Paludan, at han ikke kan afholde det varslede landsmøde på et hotel i det centrale Middelfart. Det oplyser politiet i en pressemeddelelse. 

Kongressen skulle afholdes lørdag med start klokken 09.30. Beslutningen om et forbud er truffet på baggrund af den aktuelle sikkerhedsmæssige situation i forhold til Rasmus Paludan, meddeler politiet.  

Fyns Politi har siden fredag eftermiddag været synligt til stede ved Milling Hotel Park i Middelfart, hvor landsmødet skulle have været afholdt. 

Sikre tryghed

Det er sket med henblik på at opretholde ro, orden og sikre trygheden både for gæster og personale på hotellet samt for borgerne i Middelfart.

Fyns Politi vil fortsat være synligt til stede i området en del af weekenden, fremgår det af pressemeddelelsen. Politiet har ikke yderligere kommentarer til beslutningen.

Rasmus Paludan bekræfter over for B.T., at mødet er blevet forbudt frem til 21. oktober, men ønsker herudover ikke at kommentere forbuddet.

Oversigt

    Oversigt