Fynsk DF'er vil diskutere store bededag - men det sætter borgmester stopper for

Middelfarts borgmester kalder spørgsmålet om bevarelse af store bededag for et "nationalt anliggende", og det skal kommunen derfor ikke bruge tid på.

Middelfart Kommune dropper forslag om alternativ til store bededag. 

Byrådsmedlem Steffen Daugaard (DF) havde ellers stillet et politisk forslag om at bevare store bededag for kommunalt ansatte i den fynske kommune.

-  En stor del befolkningen synes, det er forkert at afskaffe helligdagen. Jeg tænkte derfor, at vi kunne gøre en forskel med det her forslag, siger byrådsmedlem og 2. viceborgmester i Middelfart Kommune Steffen Daugaard til TV 2 Fyn.

Men forslaget blev dog hurtigt lagt ned igen forud for byrådsmødet mandag.

- Forslaget kommer slet ikke til afstemning mandag, for det vil borgmesteren ikke have. Når vi får sådan en melding om ikke at blande os, så kan vi råbe og skrige, men det ændrer desværre ikke på noget. 

Middelfart Kommune var ellers ifølge TV 2 blandt i alt 12 kommuner og to regioner - heriblandt Region Syddanmark - som lokalpolitisk ville se på muligheden for et alternativ til helligdagen.

Torsdag blev et politisk flertal i Københavns Borgerrepræsentation enig om at undersøge, om hvorvidt man kan bevare store bededag som lokal fridag i kommunen, efter helligdagen bliver sløjfet fra næste år. 

Dansk Folkeparti havde stillet forslaget i Københavns Kommune, og herefter fulgte andre lokale DF'er trop i resten af landet. 

Havde håbet på debat 

Ud over Dansk Folkeparti havde Enhedslisten og Nye Borgerlige i Middelfart Kommune stillet et lignende forslag til byrådsmødet mandag.

Selv om begge forslag er på dagsordenen til byrådsmødet mandag, vil en videre drøftelse af forslaget blive afvist - efter borgmesterens ønske.

- Jeg var faktisk så naiv, at jeg gik og troede, at vi ville få en ærlig debat i byrådet. At andre byrådsmedlemmer vil se det samme fornuftige i det, som jeg ser. Men problemet er, at vi ikke engang kan snakke om det, forklarer Steffen Daugaard.

I Svendborg Kommune stillede Dansk Folkeparti også lignende forslag om kommunalt ansatte kunne få lov til at holde fri på datoen for store bededag. Her kom forslaget derimod til afstemning i byrådet, men der var ikke flertal for det.

Ikke kommunens opgave

Tidligere blev det endeligt vedtaget af regeringen og De Radikale, at store bededag fra 2024 afskaffes som officiel helligdag for at finde flere penge til forsvarsudgifterne.

Middelfarts borgmester Johannes Lundsfryd Jensen (S) kalder spørgsmålet om bevarelsen af store bededag for et "nationalt anliggende". Det er derfor ikke noget, som kommunen skal bruge tid på:

- Det er ikke os, som bestemmer det. Vi har masser af andre sager på dagsordenen som skal drøftes, og det kan være sager som er vigtigere at træffe beslutninger omkring. Det kan være boliger, børnehaver eller andre spørgsmål som er kernen for os, siger Johannes Lundsfryd Jensen (S) til TV 2 Fyn.

Men i Københavns Kommune og Svendborg Kommune er forslaget drøftet i deres byråd. Hvorfor kan Middelfart Kommune så ikke gøre det samme?

- Jeg skal ikke gøre mig klog på de andre kommuner, men jeg har talt med Kommunernes Landsforening (KL), og deres vurdering er, at det ikke er et kommunalt anliggende. Det står også i vores styrelsesvedtægt, og vi kan derfor grundlæggende ikke behandle et forslag som dette, siger han.

- Det er vedtaget ved lov, og jeg vil hellere bruge mine kræfter på det, som vi rent faktisk har indflydelse på, afslutter han.

Helligdag er ikke hverdagskost

Det er første gang i Steffen Daugaards fem år som byrådspolitiker, at han oplever en borgmester nedlægge et forslag i byrådet. Alligevel fortryder Steffen Daugaard ikke, at han overhovedet stillede forslaget i første omgang.

- Jeg har ikke oplevet det før, og jeg tror ikke, at det er hverdagskost. Men det er jo heller ikke hverdagskost at miste en helligdag. Jeg synes, at jeg gjorde det rigtige. Nogle gange skal man også gå mod strømmen, for enten er man en laks eller også en død sild.

Store bededag falder i foråret på fjerde fredag efter påske og dermed tre uger før pinse. I år 5. maj.

I Odense Kommune vil man derimod se på muligheden for at have en 37 timers arbejdsuge på fire dage i stedet for fem for offentligt ansatte heriblandt også pædagoger i dagsinstitutioner.

Oversigt

    Oversigt