Fynsk psykiater under mistanke for pas-fusk

135 sager om statsborgerskab skal gå om på grund af mistanke om, at en psykiater i Middelfart har været for rundhåndet med lægeerklæringer.

En 65-årig speciallæge i psykiatri fra Middelfart er under mistanke for at have fusket med lægeerklæringer, der har fritaget 135 udlændinge fra at gennemgå kravet om danske talekundskaber og indfødsretsprøven for at få et dansk pas, skriver BT.

Udlændinge kan slippe for de prøver, der ellers er et krav for at opnå dansk statsborgerskab, hvis de kan få en læges ord for, at de er for syge til at gennemføre prøverne.

 Nu har Styrelsen for Patientsikkerhed fået kig på 135 sager, hvor der er tvivl om lægeerklæringerne udskrevet af den 65-årige speciallæge i psykiatri fra Middelfart.

Styrelsen har i november 2016 frataget speciallægen retten til at udskrive lægeerklæringer ... "på grund af alvorlig og gentagen kritisabel faglig virksomhed ved udfærdigelse af erklæringer".

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (Venstre) orienterede Indfødsretsudvalget om sagen den 25. januar.

- På baggrund af afgørelsen fra Styrelsen for Patientsikkerhed har jeg indstillet til Folketingets Indfødsretsudvalg, at der bliver indhentet nye lægeerklæringer i de cirka 135 sager, som den pågældende speciallæge har været inde over. Det har jeg gjort, fordi det er afgørende, at Folketinget får korrekte og pålidelige oplysninger, når Indfødsretsudvalget skal tage stilling til, om der kan dispenseres på grund af sygdom og gives indfødsret, siger Inger Støjberg til BT.

Den 65-årige speciallæge, der driver egen praksis i Middelfart, bekræfter overfor avisen, at han er frataget retten til at skrive lægeerklæringer, men afviser alle beskyldninger om svindel.

En skændsel
Formanden for Folketingets Indfødsretsudvalg, Christian Langballe (Dansk Folkeparti), kalder sagen en skændsel.

- Det er en skændsel, og det undergraver tilliden til systemet, at der bliver svindlet på den måde. Vi dispenserer på et falsk grundlag. Det kan vi jo ikke leve med, siger han til BT.

Han vil nu have undersøgt, om der er flere lignende sager.

- Jeg forventer, at det bliver undersøgt tilbage i tiden, om lægen har været inde over flere sager, og om der er andre, som også har skrevet falske erklæringer. Jeg er parat til at fratage folk det danske pas, hvis det viser sig, at de har fået det på et falsk grundlag, siger han til BT.

Oversigt

    Oversigt