Hesteherpes hærger på Fyn: Tre heste er døde

Tre heste er døde af den farlige herpes. To af hestene var fra Odense, mens den tredje var fra Nørre Aaby. Pas på jeres heste, og hold dem hjemme, advarer berider.

I løbet af de seneste to uger er tre heste døde af den farlige virus herpes. To af hestene var fra Dalumgaard Rideklub i det sydvestlige Odense, mens den tredje hest var fra Hesselhøj Trænings- og Salgsstald i Nørre Aaby. 

Den aggressive virus blev først konstateret i rideklubben i Odense, hvor seks heste ud af rideklubbens 80 heste efter et stævne på Fyn fik konstateret virusset. Det antal er de seneste uger steget til 15, der er blevet smittet. 

- To heste er døde af det, og fem andre heste har fået lammelser efter at have haft virusset, siger Jon D. Pedersen, der er berider og leder af Dalumgaard Rideklub. 

quote Vi står op om natten og kigger til hestene, og jeg må indrømme, at man frygter lidt at gå ind i stalden om morgenen

Hans Jørgen Höeck, daglig leder af Hesselager Trænings- og Salgsstald

Men det er ikke det eneste sted, som er hårdt ramt af hesteherpes på Fyn. 

Også hestene på Hesselager Trænings- og Salgsstald i Nørre Aaby er nu blevet smittet med den farlige virus. Her har den daglige leder af stedet, Hans Jørgen Höeck, valgt at lukke alle staldene ned, efter at en hest for et par dage siden døde. 

Han bekræfter over for TV2 /Fyn, at stedet er hårdt ramt af virusset, der godt nok kun er blevet konstateret i stalden med de unge heste, men alligevel har man lukket de andre stalde ned. 

- Vi ved ikke, hvad de næste timer bringer, men når jeg taler med Jon på Dalumgaard (berider Jon D. Pedersen, red.), så har vi ikke nået højdepunktet endnu. Vi behandler 24 heste med feber lige nu, og det er det højeste antal til dato, fortæller Hans Jørgen Höeck til ridehesten.com.  

- Vi står op om natten og kigger til hestene, og jeg må indrømme, at man frygter lidt at gå ind i stalden om morgenen, fortsætter han. 

Hold hestene hjemme!

Normalt giver virusset en mild luftvejsinfektion med feber, men det har hos mange af de fynske tilfælde vist sig ved neurologiske symptomer, der kan give langvarige problemer og i værste fald ende i en aflivning, ligesom infektionen kan være farlig for drægtige hopper.

- I langt de fleste tilfælde er det harmløst, men voksne heste, der får neurologiske symptomer med slinger på bagpartiet, kan man risikere lægger sig ned uden at komme op igen, ligesom det kan føre til aborter eller meget svage føl hos hopperne, fortalte dyrlæge Louise Husted fra Højgård Hestehospital til TV2 /Fyn.

Virusset er meget smitsomt, og derfor rådede hun også hesteejerne til at holde hestene hjemme i deres vante omgivelser.

Det samme gør berider Jon D. Pedersen fra Dalumgaard Rideklub. 

- Vi (Dalumgaard Rideklub, red.) skulle faktisk afholde et stævne om en lille måned, men det har vi aflyst. Og det er godt, fortæller berideren og fortsætter:

- Alle burde aflyse stævner og lukke staldene ned. Hestene burde også overvåges, så vi er sikre på, at der ikke er flere, der bliver smittet nu. 

Muligvis klinget af nu

Selvom virusset lige nu hærger i stalden i Nørre Aaby, er den odenseanske rideklub tæt på at være herpesfri. 

- Vi er lidt positive nu, men lad os nu se. Men lige nu har vi ikke nogen der er blevet konstateret smittet for nylig, siger Jon D. Pedersen. 

- Vi håber på, at det værste er overstået for os. 

Lidt om hesteherpes

Oversigt

    Oversigt