Historisk fynsk bus: Rustbunke løftet ud af baghave

I en baghave i Indslev har der i årevis gemt sig et stykke industrihistorie. En bus bygget på det odenseanske Triangel.

Lørdag formiddag løftede frivillige fra Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm på Sjælland en omkring 90 år gammel bus væk fra en ejendom i Nørre Aaby og over på en kran. 

Bussen er omkring syv meter lang. Den er bygget omkring 1930 på den fynske automobilfabrik Triangel, der holdt til i Odense, dengang Fyn producerede både busser og lastbiler.  

Ifølge Erik Storgaard fra Sporvejsmuseet, har den gamle bus i baghaven formentlig været brugt som turistbus på Fyn. 

- Det er et fantastisk stykke historie. Triangel har bygget busser og lastbiler i massevis, og det hele er danskbygget. Det er det, at det er danskbygget, der er interessant for os, fortæller han. 

Høre Erik Storgaard fortælle, hvad delene af bussen skal bruges til. 

Opdaget for årtier siden

Det er omkring 30 år siden, at forbipasserende helt tilfældigt opdagede den gamle bus i baghaven til et hus i Indslev.

Siden har folk fra Sporvejsmuseet været i dialog med ejerne - men bussen har altså først nu fået lov til at komme på museum. 

- Jeg synes, det er sjovt, at det kan gå videre, i stedet for at det bliver smeltet om, fortæller Frants Jørgensen, der er søn af den tidligere ejer, der anskaffede sig bussen for over 50 år siden. 

Hør Frants Jørgensen fortælle, hvordan bussen blev hans legeplads.

Selvom det stadig er muligt at identificere Triangelbussen under store mængder rust, vil museet på Sjælland ikke bruge alle delene. Ifølge Erik Storgaard vil museet samle blandt andet hjul, håndtag og store dele af understellet med andre karosserier. 

Se hele indslaget her.