Hyldet af politiet: Landmand reddede chauffør fra brændende lastbil

Anders Nielsen er blevet hædret efter han i september sidste år reddede en mand fra en brændende lastbil.

For et års tid siden reddede Anders Nielsen en chauffør ud af en brændende lastbil.

Tirsdag modtog han en dusør på 2.000 kroner fra Fyns Politi som anerkendelse af hans heltemodige gerning.

- Det er jeg taknemmelig for. Der er nogen, der sætter pris på det jeg har gjort, siger Anders Nielsen, der er landmand og bor ved Gelsted, hvor ulykken skete.

Selvom hændelsen skete for et år siden, er den ikke kommet helt på afstand for landmanden Anders Nielsen endnu. Han kører forbi stedet hver dag og bliver mindet om ulykken.

- Det var en temmelig stor hændelse, der skete meget på et kort øjeblik, og når man kigger tilbage så kunne jeg godt have sat pelsen til.

At ulykken kunne have kostet ham livet tænkte han ikke på i øjeblikket, da han reddede lastbilchaufføren. Det var først senere, de tanker ramte ham.

Klap på skulderen

Nu har han fået en anerkendelse fra politiet sammen med ni andre heltmodige fynboer.  Anders Nielsen er glad for anerkendelsen.

- Det er fantastisk, og et klap på skulderen.

Hvis han skulle stå i en lignende situation en anden gang så ville han ikke tøve

- Hvis der sker noget, så er jeg der, siger Anders Nielsen.

Højspændingsulykke

Ulykken skete på Dyregårdsvej 2 i Gelsted den 23. september 2019. En lastbil ramte med ladet en højspændingsledning, som faldt til jorden, og 60.000 volt gennemstrømmede lastbilen.

Det gjorde, at den gik i brand, og samtidig kunne chaufføren ikke forlade den, da han risikerede at få alvorligt stød ved at røre jorden.

Anders Nielsen tog derfor sin bil og kørte den over til den brændende lastbil, så chaufføren kunne springe over på kølerhjelmen. I øjeblikket chaufføren sprang, eksploderede dækket på lastbilen, så både han og bilen blev ramt.

Efterfølgende fik Anders Nielsen chaufføren sendt med en ambulance.  

Ilden fra lastbilen spredte sig til Anders Nielsens gård. Brandmænd fra to brandbiler forsøgte ellers at holde branden fra gården, hvor der stod køer i stalden. 

Lastbilchaufføren kom ud af lastbilen, men blev ramt af et dæk, der eksploderede.

Heltemod

Politiinspektør ved Fyns Politi Lars Bræmhøj uddelte anerkendelserne tirsdag.

- Det gør vi, fordi udover det arbejde betjentene leverer i hverdagen, så er der en række personer i civilsamfundet, som hjælper os. Mange gange er det meget heroiske handlinger de har lavet, fortæller Lars Bræmhøj.

Politiinspektøren er imponeret over de heltemodige indsatser fra fynboerne.

- Vi har et civilsamfund, der bakker op. Det er helt fantastisk, siger Lars Bræmhøj. 

Oversigt

    Oversigt