Når byrådet holder møde på mandag, vil første punkt være at få stoppet lokalplanen. Det skriver Fyens Stiftstidende lørdag.
Det er borgmester Steen Dahlstrøm, der har sat punktet på dagsordenen.
- Det er mest fair over for både planlægningen og lokalplanen i Ellesø at proklamere en ny start, så vi ikke har en sag, der kører ved siden af den overordnede vindmølleplanlægning i kommunen, siger Steen Dahlstrøm til avisen.
Han vil nu se på, om andre områder egner sig bedre til møllerne og finde ud af, hvor mange møller der samlet skal være i Middelfart Kommune.
548 personer i Ejby og omegn har skrevet under på, at de ikke ønskede de to kæmpevindmøller.