Jalousi var motiv til voldsomt drab i Erritsø

52-årig mand fra Middelfart har tilstået et drab, som blev begået i september sidste år.

Det var jalousi, som drev en 52-årig mand til sidste år at dræbe en anden mand i et parcelhus i Erritsø ved Fredericia.

Det er kommet frem under et retsmøde torsdag i Retten i Kolding, hvor Jan Lykkegaard tilstod forbrydelsen og blev idømt fængsel i 12 år, skriver fyens.dk.

Om natten mellem 4. og 5. september var han cyklet fra sit hjem i Middelfart til Erritsø, hvor han opsøgte og dræbte Kim Behrendt Jørgensen med en dykkerkniv.

Offeret blev 58 år. Han blev tildelt 34 knivstik i sit hjem på Ekkodalen.

Drabet skete efter forudgående planlægning og blev udført med stor voldsomhed.

Derfor krævede anklageren ved torsdagens retsmøde en straf på fængsel i 13 år. Den normale sanktion i drabssager er 12 år.

Derimod mente forsvareren ifølge fyens.dk, at 10-11 år ville være mere passende, fordi gerningen ifølge ham blev begået i en oprørt sindstilstand.

Imidlertid besluttede dommeren at fastsætte en straf på 12 år.

Straks efter anholdelsen nægtede Jan Lykkegaard sig skyldig, men senere erklærede han sig villig til at tilstå.

/ritzau/

Oversigt

    Oversigt