I det fynske folks tjeneste

Klimafolkemøde: Tilfreds borgmester håber på 20.000 gæster næste år

Middelfarts borgmester er tilfreds efter tre dages klimafolkemøde i byen.

Klimafolkemødet har budt på tre dage med klimadebatter i Middelfart. Foto: Maria Borring Jakobsen

Med en debat om, hvordan den kommende generation gøres klimabevidste, klingede årets udgave af Klimafolkemødet af lørdag eftermiddag. 

Da folkemødet blev planlagt, var forhåbningen 20.000 besøgende, men det lavede en coronapandemi om på. Alligevel er Johannes Lundsfryd (S), der er borgmester i Middelfart Kommune, tilfreds med hvordan det er forløbet. 

- Vi har haft et superfint folkemøde med debatter af meget, meget høj kvalitet, der handler om, hvordan vi håndterer en af tidens allerstørste kriser - nemlig klimakrisen, siger han til TV 2 Fyn. 

Maks 500 gæster

Grundet coronakrisen har der maksimalt måttet være 500 forsamlet til de mange klimadebatter, der de seneste tre dage er blevet afholdt i Middelfart. Blandt debattørerne har blandt andet klimaminister Dan Jørgensen (S) og tidligere klimakommissær i EU Connie Hedegaard (K). 

Læs også Årets elbil-kommune: Bedstemor Ands elbil vist frem i Middelfart

Til trods for et begrænset antal fysiske gæster, tror Johannes Lundsfryd på, at budskabet er nået langt ud.

- En lang række forskellige medier har været der og dækket de enkelte debatter, og på den måde har vi fået liv under debatten og kommet rigtig, rigtig langt ud med budskabet, siger han. 

Vil have folkefest i 2021

En del af debatterne har været livestreamet i diverse medier, og derudover ligger de tilgængelige på folkemødets hjemmeside. 

- Med de forhold vi har haft, så har vi nået rigtig mange tusinde mennesker med de streams, der har været og med de omtaler, der har været, siger Johannes Lundsfryd. 

- Vi vil gerne helt i hus og så samle 20.000-25.000 mennesker næste år. 

Læs også Massivt tøjspild skader kloden: - Jeg har smidt mange Golden Globe-kjoler i en blå container