Kristne vestfynboer slipper billigere

Fra 2018 bliver kirkeskatten sat ned i Middelfart Kommune, efter at flere lån er betalt tilbage.

Middelfart Provstiudvalg har besluttet at sænke kirkeskatten i Middelfart Kommune fra 0,95 procent til 0,9 procent, skriver provst Peter Lind i en pressemeddelelse.

Årsagen er, at lån optaget af menighedsrådene i 2017 er blevet indfriet, så provstiet sparer udgifter til renter og afdrag.

Samtidig har provstiudvalget og menighedsrådene gennem en årrække sørget for, at menighedsrådene har kunnet spare op til større byggeprojekter og renoveringsarbejder.

Derfor har det ikke været nødvendigt at optage ret mange lån.

Det betyder, at nedsættelsen af kirkeskatten ikke får konsekvenser for menighedsrådenes administration, vedligeholdelse af kirker eller deres tilbud og ydelser til borgerne.

Oversigt

    Oversigt