Lige å bliver snoet

Viby Å ved Nørre Åby er ved at få sit naturlige, slyngede forløb tilbage. Lige nu arbejder gravemaskinerne på, at grave et helt nyt forløb, som skal bringe en masse natur tilbage til området.

Gravemaskinerne har været i gang hele ugen - og snart har Viby Å ved Gamborg fået sit naturlige, snoede forløb tilbage.

Og fynboerne kan komme til at se det ske på Naturens Dag i Middelfart Kommune den ottende september.

- Så er det lige her, vi vil føre vandet fra det gamle, lige åforløb og over i det nye slyngede forløb. Så det der vil ske, det er at vi lukker vandet ind i det slyngede forløb, og så kobler vi det lige forløb fra, siger biolog i Naturstyrelsen Fyn, Annette Strøm Jacobsen.

Når åen snor sig igennem landskabet vil den blive et et langt bedre levested for fiskene.

- På den måde får vi en vandstrøm som varierer. Der vil være områder i åen, hvor der er stærkt strøm, og der vil være områder, hvor der er mindre strøm. Det giver et bedre levested for fiskearter, fortæller Annette Strøm Jacobsen.

Også godt for fuglelivet

I en lavning, som hedder maden, bliver åen konstrueret så den kan løbe over sine bredder, og det giver endnu mere liv.

- Når der så kommer sådan en oversvømmelse, så opstår der nogle vådområder, og det er fuglene meget interesseret i. Det vil være et sted, hvor de vil lande og søge føde, så det giver også en masse liv til området, siger biologen.

Det er cirka en kilometer af Viby Å, som i øjeblikket er ved at blive snoet.

Oversigt

    Oversigt