Eksmand brændt inde i hus: - Flammerne stod ud ad vinduerne

Selv om brandfolkene hurtigt sendte røgdykkere ind i det overtændte hus, lykkedes det ikke at redde en mand, der indebrændte. 

En 65-årig mand er natten til torsdag død, efter at han brændte inde i sit hus i Nørregade i Ejby, og det var en voldsom brand, fortæller Hans Egon Bendorff, der er indsatsleder i Trekantsområdets Brandvæsen.  

Brandfolkene fik anmeldelsen klokken 03.42, og da de nåede frem kort efter, var hele underetagen overtændt. 

- Flammerne stod ud ad vinduerne i underetagen, siger Hans Egon Bendorff til TV 2 Fyn. 

Røgdykkerhold på redningsaktion

Det var en 61-årig kvinde, der bor i huset, som anmeldte branden. Hun kunne fortælle, at der var en mand, der ikke var sluppet ud. 

- Vi sender hurtigt to røgdykkerhold ind og får slået flammerne godt ned og eftersøger personen, siger Hans Egon Bendorff. 

Da de finder manden lidt senere, er han død. Ifølge politiet er der tale om kvindens eksmand. Det er endnu for tidligt at sige, hvor branden er opstået, og hvorfor den er opstået. 

Fare for brandspredning

Ved halvsekstiden var brandfolkene ved at have styr på flammerne, selv om den stadig ikke var helt slukket.

Branden var dog så voldsom, at der var fare for, at den spredte sig til nabobygningerne. 

- Opgaven var selvfølgelig også at forhindre brandspredning til de andre bygninger, da de ligger meget tæt sammen, siger indsatslederen. 

Trekantsområdets Brandvæsen fik i løbet af natten assistance fra lokale brandfolk i Middelfart.

 
 
Foto: Local Eyes
 
 
Foto: Local Eyes

Afspærret på grund af aspest

Området omkring huset er afspærret. 

- Det viser sig, at det er aspesttag. Derfor har vi en afstand til aspest, som vi skal holde, og det er politiets opgave at undersøge resten, siger Hans Egon Bendorff.

Politiet oplyser til TV 2 Fyn, at det vil undersøge omstændighederne omkring branden det meste af torsdagen. Der er indkaldt teknikere fra København. 

De pårørende er blevet underrettet.

En brand i Ejby har kostet en person livet
Fotograf: Local Eyes

Oversigt

    Oversigt