Markant terrassebyggeri på vej i Middelfart

Endnu et markant byggeri vil skyde op ved havnefronten i Middelfart.

En ny lokalplan for den såkaldte Kulgrund på havnen i Middelfart, som kommunen nu begynder at arbejde på, skal bane vejen for 8.500 kvadratmeter nye boliger på en af de bedste beliggenheder i Middelfart by.

Det er en lempelse i planloven, der nu gør det muligt, at der kan bygges boliger på arealet, fordi det ligger tæt på erhvervsarealer.

Bag projektet står Nissen Group, som ejer grunden, og Schmidt Hammer Lassen Architects.

Efter planen skal der opføres tre pyramidelignende terrassehuse i op til syv etager.

- Vi har længe haft et ønske om at få lov til at bygge på Kulgrunden, så vi er selvfølgelig rigtig glade for, at det nu bliver muligt. Vi glæder os til at samarbejde med kommunen om den nye lokalplan, så vi kan få skabt et attraktivt byggeri, der giver et løft til hele Middelfart by, forklarer ejer i Nissen Group, Michael Nissen i en pressemeddelelse fra Middelfart Kommune.

Mange søger bolig

Der er stor efterspørgsel efter boliger i Middelfart Kommune, derfor er planerne om det nye byggeri gode nyheder, lyder det fra borgmester Johannes Lundsfryd Jensen.

- Flere og flere kigger mod Middelfart Kommune, når de skal vælge et sted at bosætte sig, så vi har behov for et varieret udvalg af attraktive boliger. Derfor passer projektet rigtig godt ind i vores arbejde med bosætning, hvor vi satser på både almene boliger, byggegrunde og de helt bynære boliger som her, siger borgmester Johannes Lundsfryd Jensen (A). 

Fakta

Oversigt

    Oversigt