Med fynboernes hjælp: Knallertkører efterlyst for knivstikkeri anholdt

Fynboerne hjalp politiet med at finde frem til den efterlyste knallertkører, der var involveret i et knivstikkeri i Nørre Aaby onsdag. Nu er han anholdt.

Nu er den efterlyste knallertkører, der onsdag aften var involveret i et knivstikkeri ved Brugsen i Nørre Aaby, anholdt. 

quote Der var nogle, der kunne genkende og identificere knallertkøreren på billederne, og det har så ført til en anholdelse.

Anders Furbo Therkelsen, vagtchef ved Fyns Politi

Det oplyser vagtchefen ved Fyns Politi. 

- Vi har fundet frem til den knallertkører, som blev efterlyst i forbindelse med knivstikkeriet i Nørre Aaby i går. Det er henvendelser fra borgerne, der har ført til en anholdelse, fortæller Anders Furbo Therkelsen, der er vagtchef ved Fyns Politi. 

Onsdag aften blev en 31-årig mand stukket i armen og i brystet efter et færdselsuheld ved Brugsen i Nørre Aaby. En bil og en knallert stødte sammen, og efter uheldet opstod der så et skænderi mellem passageren i bilen og knallertkøreren. Skænderiet udviklede sig så dramatisk, at knallertkøreren trækker en mindre kniv, som vedkommende stikker bilpassageren med i brystet og i armen. 

Efter knivstikkeriet stikker knallertkøreren af, og den 31-årige blev kørt på OUH. 

Hjælp førte til anholdelse

Fyns Politi bad fynboerne om hjælp til at finde frem til knallertkøreren. Og den hjælp har de i den grad fået. 

- Der var nogle, der kunne genkende og identificere knallertkøreren på billederne, og det har så ført til en anholdelse, fortæller vagtchefen til TV 2/Fyn. 

Knallertkøreren blev kort før klokken 12 torsdag anholdt. 

- Mere kan jeg desværre ikke oplyse, da efterforskningen stadig pågår, siger Anders Furbo Therkelsen. 

Oversigt

    Oversigt