Middelfartere klar til nedlukning: - Hvis vi ikke kan opføre os ordentligt, er det okay

I gågaden i Middelfart er der fuld forståelse for, at kommunen som den eneste på Fyn ud over Odense lukkes delvist ned fra fredag. 

quote Det er ikke kun er de gamle, der bliver syge og dør

Charlotte Dyhr, læge, Middelfart

I Middelfart skal skoler, restauranter, fitnesscentre og meget andet delvist lukke ned fra fredag.

Det kom frem på et pressemøde torsdag, hvor regeringen udvidede den delvise nedlukning, som blandt andet Odense har været en del af de seneste dage, til også at gælde i Middelfart. 

- Det er fuldstændig i orden set fra min side, siger Hanne Christensen, da TV 2 Fyn fanger hende i gågaden i Middelfart. 

Opføre sig ordentligt

Pensionist Viggo Hedelund Jensen, også fra Middelfart, er enig i, at den delvise nedlukning er på sin plads. 

- Hvis ikke vi kan opføre os ordentligt, er det okay. Så må vi gøre det, siger Viggo Hedelund Jensen, der dog ikke regner med, at nedlukningen kommer til at påvirke hans hverdag så meget. 

- Jeg går ikke så meget i byen, og jeg ser håndbold i fjernsynet, fortæller han.

Læge: Ikke kun de ældre, der dør

TV 2 Fyn møder tilfældigvis også en læge i gågaden. Charlotte Dyhr, der også er fra Middelfart, gør opmærksom på, at alle aldersgruppe er i risikozonen, når det gælder coronavirus.

- Det er sådan situationen er. Jeg arbejder selv inden for sundhedsvæsenet og har selv oplevet at være i karantæne, dog uden at blive smittet endnu, men jeg kan se, at det ikke kun er de gamle, der bliver syge og dør, siger Charlotte Dyhr.  

- Det er også for eksempel 50+. Det er relevant, at vi tager det alvorligt, og det gør man ikke alle steder, forklarer hun.

Samme holdning deler Karin Larsen. 

- Hvis det kan hjælpe noget, synes jeg, det er fint nok, siger hun. 

De nye restriktioner gælder fra fredag klokken 16. De gælder for Middelfart Kommune og 30 andre nye kommuner. I forvejen er 38 andre kommuner - heriblandt Odense - allerede omfattet af de samme restriktioner.

Fakta

    Oversigt

      Oversigt