Middelfarts borgmester holder pause grundet dødsfald

Borgmester Steen Dahlstrøm sætter sit politiske arbejde på pause. SF'eren Mikkel Dragsmose-Hansen overtager midlertidigt borgmesterposten.

Middelfarts borgmester Steen Dahlstrøm (S) har valgt at trykke på stopknappen og sætter sit arbejde som byens borgmester på pause. 

Det oplyser Middelfarts kommunaldirektør Steen Vinderslev til TV 2/Fyn.

Borgmesterens pause skyldes ifølge kommunaldirektøren, at Steen Dahlstrøm gennem længere tid har været under et stort arbejdspres - blandt andet i forbindelse med Ewii-sagen. Desuden har borgmester Steen Dahlstrøm også fornyligt mistet sin mor, som han har været tæt knyttet til.

SF'ere overtager borgmesterposten

Mens Steen Dahlstrøm holder pause fra borgmesterembedet bliver hans opgaver varetaget af 1. viceborgmester Mikkel Dragsmose-Hansen fra SF. SF'eren sætter sig i borgmesterstolen på mandag men allerede i weekenden, skal han holde en tale, som Steen Dahlstrøm skulle have holdt på kunstskibet Bibiana i Middelfart Havn.

- Jeg håber det bedste for Steen, og jeg håber på, at han kommer sig hurtigtigt og vender tilbage til posten som borgmester, siger Mikkel Dragsmose-Hansen.

Det konservative medlem af byrådet i Middelfart, Morten Weiss-Pedersen, håber også på, at den mangeårige socialdemokratiske borgmester snart vender tilbage.

- Jeg håber virkelig at Steen Dahlstrøm får samlet sine kræfter og kommer tilbage igen. Jeg ønsker ham alt det bedste i en svær tid. Jeg ved, at hans mors død, har taget hårdt på ham. De stod hinanden utrolig nært, siger Morten Weiss-Pedersen.

Store opgaver venter for byrådet

Lige nu står byrådet i Middelfart overfor efterårets budgetforhandlinger, men Morten Weiss-Pedersen er overbevist om, at det ikke får den store betydning.

- Det vil være selvfølgelig være et savn, for Steens erfaring i forhold til budgetforhandlingerne er jo enorm. Men omvendt så er økonomien bedre end længe, og vi har en yderst kompetent kommunaldirektør, der nok skal bistå viceborgmesteren i processen. 

Regitze Tilma der er venstres spidskandidat til kommunalvalget til november mener, at Steen Dahlstrøm har taget en stor tørn for Middelfart Kommune i mange år, og hun håber, at han snart er tilbage.

- Jeg er ked af at høre, at Steen er nødt til at tage en pause, især fordi det bunder i dødsfald i nærmeste familie. Jeg håber, at han kommer sig så hurtigt som muligt, og bliver klar til at vende tilbage til Middelfart Kommune. 

Kronprinsen: Steen vender stærkt tilbage 

TV 2/Fyn fangede Socialdemokratiets nummer to i Middelfart, Johannes Lundsfryd, til en kort kommentar. Han tror ikke, at borgmesterens pause ikke giver partiet problemer til det forestående kommunalvalg. 

- Jeg er overbevist om, at det ikke får betydning for valgkampen. Jeg er sikker på, at han vender tilbage med fuld kraft, når han har haft en pause, siger Johannes Lundsfryd. 

 

 

 

Oversigt

    Oversigt