Millioner kan redde fynsk efterskole: - Vi er tættere på end nogensinde

Forsøget på at genåbne den konkursramte efterskole i Båring på Vestfyn er nu rykket et godt stykke tættere på.

Nu ved efterskoleforkæmperne i Båring, hvor meget det vil komme til at koste for at redde skolen.

1,5 millioner kroner er beløbet, som lokale ildsjæle skal finde.

Siden efterskolen i Båring på Vestfyn gik konkurs sidste år har en gruppe lokale borgere kæmpet for at genåbne den. Nu kan det meget snart blive en realitet.

quote Vi leder jo rigtig bredt efter pengene, men i første omgang satser vi på det pengeinstitut i Middelfart, som vi har et møde med i den kommende uge

Ask Nørholm, formand, Foreningen for Opstart af Båring Efterskole og Højskole

- Jeg er rigtig optimistisk. Jeg synes, vi er tættere på end nogensinde før, siger Ask Nørholm der er formand for Foreningen for Opstart af Båring Efterskole og Højskole.

- Vi er blevet meget konkrete nu, og vi har fået at vide, hvad vi lige præcis skal gøre for at komme i mål. Førhen har der været meget hvis og hvis, og vi har ikke rigtig været klar over, hvor meget Merkur Andelskasse ville forpligte sig. Nu er der ligesom kommet vished for situationen, siger Ask Nørholm.

Ejerne af den konkursramte efterskole, Merkur Andelskasse, har lavet en aftale med foreningen, så de kan leje bygningerne af andelskassen. Men Merkur vil ikke løbe den økonomiske risiko selv, og derfor skal foreningen finde 1,5 millioner kroner for at sikre efterskolens genåbning. Pengene skal blandt andet bruges til renovering af lokalerne.

- Vi leder jo rigtig bredt efter pengene, men i første omgang satser vi på det pengeinstitut i Middelfart, som vi har et møde med i den kommende uge, sig Ask Nørholm, der også skal være forstander for den kommende skole.

Gik konkurs

Fra 1959 til 2008 blev bygningerne brugt som højskole. I 2009 overtog efterskolen bygningerne. Den Rytmiske Efterskole i Båring måtte lukke før sommerferien sidste år, fordi der ikke var nok elever til, at skolen kunne køre rundt.

Efterskolen på 3.400 kvadratmeter med fysiklokale, gymnastiksal, kæmpe køkken med fire fryserum og ikke mindre end 56 dobbeltværelser røg på tvangsauktion.

Drømmen om at genåbne skolen blev sat på pause for den gruppe af lokale borgere, der arbejdede på at genåbne stedet som en kombineret efterskole og højskole.

Dengang sagde tidligere lærer Ask Nørholm, som står i spidsen for gruppen, til TV 2/Fyn:

- Vi ser helst, at der ikke er nogen, der byder på bygningerne, eller at der kun kommer nogle lave bud, så banken og kreditorerne brænder inde med skolen og gerne vil satse på os i forhold til den videre drift, sagde Ask Nørholm.

Merkur reddede dagen

Til glæde for Ask Nørholm og resten af gruppen kom redningen fra Merkur Andelskasse, som valgte at gå ind i projektet ved at leje bygningerne ud til foreningen, fordi skolens visioner ligger i god tråd med Merkurs værdigrundlag.

- Skoleområdet er et af de områder, som ligger Merkur meget nært. Nogle af de ting, som man arbejder med omkring skolen er bæredygtighed og økologi og sunde fødevarer, og det passer godt med det, som vi arbejder for i Merkur, siger Alex Boldrup Andersen, der er kreditdirektør ved Merkur Andelskasse.

Merkur Andelskasse mener, at det er et økonomisk forsvarligt projekt, som de har valgt at gå ind i.

- Det er derfor, det har taget lidt tid. Vi har haft flere modeller fremme. Det vigtigste for os er, at det er økonomisk bæredygtigt for skolen men også for vores andelshavere. Der er ikke noget ved at have sagt ja for tidligt, for så ville der være en chance for, at vi spildte en masse menneskers tid og penge, siger Alex Boldrup Andersen.

Ildsjælene er glade for den erfaring, som Merkur Andelskasse kommer med.

- Det betyder rigtig meget for os, at vores projekt er blevet behandlet af hele deres system af skoleeksperter og bestyrelsen, siger Ask Nørholm.

Mulig åbning efter sommerferien

Hvis det lykkedes foreningen at lave en aftale senere på ugen, forventer Ask Nørholm, at der ikke vil gå længe, inden de første kan rykke ind i bygningerne.

- Planen har hele tiden været og er fortsat, at efterskolehold skal starte op i august 2020, men at vi starter op med højskolekurser og udlejningsaktiviteter i løbet af det allerede kommende skoleår, siger han.

Merkur har ikke sat nogen frist for, hvornår de skal have skaffet de 1,5 millioner kroner.

- Vi har givet dem nogle kriterier, som de skal arbejde med, og hvis de kan få det op at stå, så er vi også med på givne vilkår. Vi har hele tiden haft en god dialog med dem, og vi har ikke følt, at vi skulle sætte en hård bagkant, siger kreditdirektøren ved Merkur.

VISIONER FOR BAARING EFTERSKOLE & HØJSKOLE

Oversigt

    Oversigt