Millioner til Naturpark Lillebælt

Med en bevilling på otte millioner kroner er Middelfart Kommune nu klar til at virkeliggøre planerne om en Naturpark omkring Lillebælt. Parken vil skabe 200 job over de næste tre år.

Gå en tur ovenpå Lillebæltsbroen, oplev hvaler fra en sejlbåd eller dyk ned og undersøg livet på havbunden. Det er nogle af de mange muligheder fynboer og turister vil få de kommende år ved Lillebælt.

Kommunerne omkring Lillebælt har netop fået en bevilling på otte millioner kroner fra Syddansk Vækstforum, og kommunen investerer selv et par millioner, så det samlede budget for parken løber op i nærheden af 10 millioner kroner.

- Vi har snakket om det her i 10 år, og det er dejligt at vi nu endelig kan få udnyttet potensialet omkring Lillebælt til oplevelser for både turister og fynboer, siger Johannes Lundsfryd(S), der er medlem af Middelfart kommunalbestyrelse.

Det naturskønne område omkring Lillebælt mangler i dag oplagte lokaliteter som man kan udnytte, hvis man vil gå på opdagelse. Planen er at Naturpark Lillebælt skal tilbyde en eller flere indgange til at opleve naturen i Lillebælt.

- Vi mangler nogle oplagte steder man kan søge hen, hvis man vil sejle en tur på bæltet eller se marsvin, og det skal Naturparken rette op på, siger Johannes Lundsfryd.

De lokale virksomheder har bakket op om planerne og i følge Johannes Lundsfryd har flere givet tilsagn om at støtte projektet.

Naturpark Fyn vil blive bygget op i løbet af de næste tre år, og når aktiviteterne er fuldt udbyggede vil der blive skabt omkring 200 nye job i Naturpark Fyn.

Oversigt

    Oversigt