Motor revet ud af bil: 20-årig stabil efter ulykke

En alvorlig soloulykke på Fyn han sendt en 20-årig mand på hospitalet, hvor han svævede mellem liv og død.

En 20-årig mand fra Tommerup er ikke længere i livsfare efter en soloulykke nær Aarup på Fyn natten til onsdag.

Manden ramte et vejtræ med høj fart, så motorblokken blev revet ud af bilen og sendt 25 til 30 meter hen ad vejen, oplyser Fyns Politi.

- Vi har lige fået at vide fra hospitalet, at han nu er uden for livsfare, siger vagtchef Erik Skov til Ritzau.

Manden har en del knoglebrud og indre blødninger og er i øjeblikket indlagt på Odense Universitetshospital.

Ulykke skete på Bogensevej nær Aarup kort efter klokken tre. Det er formentlig høj fart, der er skyld i ulykken.

- Motorblokken er revet ud af bilen, og den bliver sendt 25 til 30 meter hen ad vejen, så der har virkelig været fart på, fortæller vagtchefen.

Oversigt

    Oversigt