Motorvejspigge stoppede spøgelsesbilist

Motorvejspiggene ved Nørre Aaby kom for første gang i aktion søndag eftermiddag, da en kvindelig bilist var på vej ned ad den gale afkørsel til motorvejen.

Piggene blev sat op i mandags af Vejdirektoratet, og Fyns Politi har i ugens løb haft et par falske alarmer fra de nye pigge. Men søndag viste piggene for alvor deres effektivitet.

Kvinden var søndag klokken 17.25 på vej mod Odense. Hun tog den gale afkørsel og var på vej mod færdselsretningen på motorvejen, da hun blev stoppet af piggene.

En sensor havde registreret bilen, og da piggene skød op ad vejbanen, fik bilisten punkteret tre hjul på sin bil.

Kvinden kan nu se frem til en bøde og må selv hoste op med tre nye dæk til sin bil. Samtidig risikerer hun en betinget frakendelse af sit kørekort.

Oversigt

    Oversigt