Ny skatepark i Middelfart: - Vi har virkelig manglet det her

Åbningen af Middelfart Skatepark stod på i dag, og den blev modtaget med glæde af de fremmødte.

Middelfart har fået sig en ny skatepark. Og det vækker glæde ved en af skaterne, der har haft en finger med i projektet fra starten.

- Jeg synes, at det er virkelig fedt, at der er blevet taget initiativ til det her, siger Magnus Bertelsen, der har været med til at præge projektet med sine ideer og erfaringer.

Magnus Bertelsen svinger til daglig hammeren som tømrer, men bruger sin fritid på en skaterrampe.

- Det er fedt at kunne komme indenfor og have vores eget, siger Magnus Bertelsen.

Før åbningen af Middelfart Skatepark måtte Magnus Bertelsen og vennerne tage på lange ture, hvis de ville skate indenfor.

- Inden det her brugte vi mange penge på at tage til Odense, Aarhus eller København. Ellers tog vi udenfor og skatede i regnvejr. Men nu har vi fået en indendørs skatepark, så nu kan vi skate hele tiden, siger Magnus Bertelsen.

- Vi har virkelig manglet det her. Det er lidt federe at hoppe på cyklen i stedet for et tog.

Weekenderne bliver brugt på rampen

En af de fremmødte skatere, der deler den samme begejstring, er Oskar Arfeldt Skaarup.

Han er efterskoleelev og er fra Middelfart. Og Oskar Arfeldt Skaarup ved godt, hvor weekenderne fremover vil blive brugt henne.

- Jeg kommer til at være her hver weekend, når jeg er hjemme fra efterskole. Jeg synes, det er megafedt for lokalmiljøet, at unge har et sted at samles, siger Oskar Arfeldt Skaarup.

Inden det blev muligt for de unge at skate indendørs, måtte skateboardpassionen dyrkes udenfor.

- Der var altid nogen, der blev sure eller var utilfredse med, at vi larmede, og det var jo ikke vores mening med det, forklarer Oskar Arfeldt Skaarup.

De unge skal væk fra gaden

Michael Sundbøl er en af de personer, der har fået Middelfart Skatepark op at stå. Han er nemlig formand i Middelfart skateboardforening.

- Vi mener, at Middelfart mangler et sted for de unge. De færdes til tider på gaden, hvor de laver ballade og sådan noget, så forsøger vi at hive dem herind og blive en del af den her skateboardkultur. Det er et stort fælleskab. Alle hjælper alle, siger Michael Sundbøl.

Og tanken har været klar fra begyndelsen. De unge skulle have en ejerskabsfornemmelse over den nye skatepark.

- Vi har haft de unge med helt fra starten. Det er deres sted, så det er vigtigt, at de har været med helt fra starten, siger Michael Sundbøl.

Og lige præcis Magnus Bertelsen har været med helt fra starten. Og han ser frem til at dyrke det nye fællesskab i Middelfart.

-  Det er et stort fællesskabet. Lige så snart du træder ind i et rum med andre skateboardere med et skatebord i din hånd, så opstår der bare et fælleskab. Det er lige meget, om du er 50 eller 9 år gammel, så er du bare velkommen. Vi fokuserer bare på skateboard. Det er bare hyggeligt, siger Magnus Bertelsen.

Oversigt

    Oversigt