Sidder i kø i timevis: Fynboer valfarter til genbrugsstationer

Onsdag er der lange køer ved genbrugsstationerne i Middelfart og Svendborg. Bliv væk, medmindre det er akut, lyder anbefalingen.

De seneste to uger har det været problematisk at komme af med affald.

Derfor var det en glædelig nyhed, da myndighederne kunne melde, at genbrugstationerne igen ville åbne. Dog kun for det affald, der er akut.

Det sidste har mange i Middelfart valgt at overhøre, for onsdag formiddag meldte genbrugsstationen i byen om bilkøer på op mod 400 meter.

- Vi har lige snakket med én af borgerne. Han har holdt i kø i 50 minutter, fortæller holdleder for genbrugspladserne i Middelfart Karen Hansen.

Selvom brugerne af genbrugspladsen er gode til at holde afstand, er det ifølge holdlederen, som om folk har glemt, at der er coronasmitte. 

- Der kommer hele familier her. Mand, kone, børn, gamle og unge. Vi er faktisk lidt rystede over, at der så mange, der kommer, siger Karen Hansen.

Kø de fleste steder

Det er ikke kun i Middelfart, at interessen er stor. I Svendborg melder genbrugsstationerne også om lange køer.

- Hvis de holder nede i bunden ved hundeskoven, skal de nok regne med en time til halvanden. Måske to. Så jeg vil råde dem til at komme igen i morgen, siger Peter Wilms, der er genbrugsvejleder i Svendborg.

Én af dem, som skal af med affald, er Henning Larsen fra Thurø. Han skal aflevere mos og affald i sække.

- Vi har jo ikke andet at lave, så kan vi lige så godt holde her med vores affald, siger han.

Kun det mest nødvendige

Genbrugsstationen i Middelfart oplever, at det ikke kun er kritiske og akutte ting, borgerne kommer med.

- Meget af det de kommer med, der tænker man, hvorfor i alverden kom du med det? Det kunne jo sagtens have ventet 14 dage eller en måned, siger Karen Hansen.

Udover haveaffald kommer folk med papkasser og et par poser til brændbart, lyder det ifølge holdlederen.

- Der har endda været en gammel mand for at aflevere et strygejern som det eneste.

Selvom genbrugstationerne åbnede i går, er det først i dag, at der opleves lange køer. Karen Hansen tror, mange har tænkt, at der ville komme mange på åbningsdagen. 

Lad haveaffaldet ligge

Ifølge kommunikationskonsulent ved genbrugsstationerne i Middelfart Lene Helbo er haveaffaldet ikke noget, der bør afleveres for tiden.

- Hvis man kunne finde et hjørne i sin have, hvor det kan ligge, så er det godt for biodiversiteten og dyrene. Hvis man beholder det i haven, er det slet ikke så dumt, siger hun.

Kritisk og akut affald kan være store ting, man ikke har plads til.

- Hvis nogen er flyttet og har tømt en lejlighed, så kan det være et problem med store ting, hvis man står mellem to boliger, forklarer Lene Helbo.

På genbrugspladsen i Middelfart forventes det, at travlheden fortsætter.

- Jeg er bange for, det bliver lige så vildt i weekenden, siger Karen Hansen.

Hun kommer dog med en klar opfordring.

- Hvis det ikke er helt akut, så bliv hjemme.

Oversigt

    Oversigt