Skolebørn skal opdage havets forunderlige verden

Hovedet i havet. Sådan hedder et nyt projekt, der skal give skolebørn mulighed for at opdage havets forunderlige verden. Projektet præsenteres i Middelfart tirsdag.

Et nyt undervisningsinitiativ om det danske havmiljø bliver tirsdag præsenteret ved Gammel Havn i Middelfart. 'Hovedet i havet', som projektet hedder, er et formidlingsprojekt, der retter sig mod skoleelever på 7. - 9. klassetrin.

Danmarks nyeste og topmoderne forskningsskib Aurora er et af kerneelementerne i formidlingsindsatsen.

Om bord på Aurora og gennem aktiviteter på havnefronten får eleverne mulighed for at opleve, hvordan forskerne arbejder, og de får selv mulighed for at deltage aktivt.

- Projektet giver os bogstaveligt talt havet lige i hovedet. Det er en sanselig og stærk måde at formidle vores forunderlige hav på og vil give smag på flere maritime oplevelser langs kysterne og på havet, siger direktør Henrik Lehmann Andersen fra Nordea-fonden, der støtter projektet med 3,7 millioner kroner.

Samarbejde mellem skoler, akvarier og universitet

’Hovedet i havet’ er et samarbejdsprojekt mellem den danske grundskole, akvarier i Danmark og Aarhus Universitet. 

Når Aurora ikke er optaget af skolebørn og forskningstogter, bliver der arrangementer for den øvrige del af befolkningen, der kan zoome ind på havets biologi og opleve det fascinerende liv under havets overflade.

- Det er vores håb, at projektet tænder gløden for havet hos den danske befolkning i en sådan grad, at langt flere tager ejerskab for en meget vigtig del af den danske natur, siger projektleder Peter Bondo Christensen, Seniorforsker ved Aarhus Universitet.

 

Projekt 'Hovedet i havet'

 

Oversigt

    Oversigt