Skoleelever opdager nye bakterier: - Det er et videnskabeligt gennembrud

Eleverne på Strib Skole har i et masseeksperiment fundet to nye bakteriearter. Normalt opdages der i Danmark én ny bakterie om året.

En danmarksrekord er blevet slået på Strib Skole, efter eleverne i 6. A og 6. B har opdaget to hidtil ukendte bakteriearter. 

I et masseeksperiment med 25.000 danske skoleelever har de ledt efter bakterier, og i alt er ti nye arter blevet fundet. I Danmark bliver der til sammenligning kun fundet én ny bakterieart årligt.

I 6. B behøvede Gustav Risgaard Kjær og de andre elever kun to dage for at slå dén rekord.

- Det er ret vildt. Jeg troede slet ikke, det kunne ske. Det var bare et lille eksperiment, og vi brugte ikke ret lang tid på det. Man bliver ret stolt af sig selv, siger han. 

 

Først hurra, hurra, hur-raaaaa, og så blev der ellers holdt bakteriefest i 6. A og B på Strib Skole. Mikkel Skov Svendsen

Forbløffende fund

Fundet af de mange nye bakterier er også kommet bag på afdelingsleder Mads Bjørnvad i den bioteknologiske virksomhed Novozymes, der sammen med Astra og Industriens Fond har stået bag eksperimentet. Heller ikke han troede, at det kunne lade sig gøre at finde så mange nye bakterier.

- Håbet var at finde mindst én ny bakterieart. Fundet af hele ti nye arter er langt over forventning, siger Mads Bjørnvad.

I alt er knap 18.000 prøver registreret, og over 70 laboranter og forskere på Novozymes har analyseret de mange prøver.

 

Eleverne på Strib Skole har gjort et banebrydende fund, lyder det fra forankringschef i Astra, Heiko Buch Illing. Mikkel Skov Svendsen

 

De nye bakteriefund åbner blandt andet muligheden for at udvikle nye, naturlige fødevarer, kosttilskud, medicin og foder til dyr. 

- De nye fund af gode bakterier kan være en skattekiste. Bakterier er en enorm ressource, og de kan bruges i mange forskellige sammenhænge. Derfor er det fantastisk, at vi sammen med eleverne har fundet så meget, som aldrig før er set eller beskrevet, siger afdelingslederen. 

Heiko Buch Illing, forankringschef i Astra, er enig.

- Videnskabeligt er det banebrydende og et gennembrud. Det er simpelthen så godt, at eleverne kan være med til at forske og udforske omverden og finde helt nye arter af bakterier, siger han. 

 

Bakterier findes overalt

 

Bakterier navngives

Nu mangler eleverne på Strib Skole blot at navngive de nye bakterier. Eneste krav er, at navnene skal være latinske, og indtil nu har eleverne foreslået Stribolitius, Stribofytter og Stribobakker. De nye artsnavne afgøres ved en afstemning senere.

I alt 1.100 elever fra 45 fynske skoler deltog i masseeksperimentet.

Strib Skole er sammen med Skolen på Herredsåsen i Kalundborg de eneste, der har fundet to nye arter, men ukendte bakterier blev også fundet af elever på Nymarkskolen i Svendborg, Lillebæltskolen i Middelfart, Provstegårdskolen i Odense, Søhusskolen i Odense og Syddansk Erhvervsskole. 

 

Eksperimentet