Træt af debat på sociale medier: Fynbo tæt på kåring som landets bedste debattør

Det blev desværre ikke til en førsteplads for Maria Georgi Sloth fra Middelfart, som var udvalgt som én af i alt fire finalister til DM i debat.

Der blev kastet om sig med argumenter, da fire unge debattører fredag dystede om at vinde dette års danmarksmesterskab i debat. En finale, der udspillede sig på Folkemødets hovedscene og for flere hundrede tilskuere. 

Herunder fynske Maria Georgi Sloth, der er uddannelsesordfører i Radikal Ungdom og medlem af partiets Middelfart-kreds. 

quote Jeg havde ikke turde håbe på det, så jeg er meget glad

Maria Georgi Sloth

Hun håber, at hun gennem debat kan være med til at skabe en sundere demokratisk samtale, end hvad tilfældet er i dag, hvor det meste foregår i kommentarspor på sociale medier. Et tema, som TV 2 Fyn også den seneste tid har sat særligt fokus på

- Jeg synes tit, det bliver meget polariseret. Som om man ikke sætter sig ind i hinandens virkelighed, siger Maria Georgi Sloth, da TV 2 Fyn møder hende efter finalen på Bornholm. 

- Der er ingen, der tvinger dig til at lytte. Du kan bare gå ind og smide dit eget synspunkt afsted. Ingen tvinger dig til at se din modstander i øjnene og forholde dig til det, vedkommende rent faktisk mener. 

Der blev både klappet og råbt under finalen, hvor de fire unge debattører blandt andet skulle fortælle, hvilken dansk lov de ville ændre, hvis de kunne, og argumentere for deres valg.
Der blev både klappet og råbt under finalen, hvor de fire unge debattører blandt andet skulle fortælle, hvilken dansk lov de ville ændre, hvis de kunne, og argumentere for deres valg.
Foto: TV 2 FYN

Målet er nået

Det blev de fire unge debattører til gengæld under finalen. 

Faktisk nævnte dommerpanelet netop dét at lytte og gribe modstanderens argumenter som en præmis for en god debat. 

Selvom Maria Georgi Sloth både høstede pæne ord fra dommerne og klapsalver fra publikum, blev det ikke til guld for den radikale fynbo, som både var glad og lettet, da den timelange finale var ovre. 

I løbet af de omtrent ti minutter, hun sammenlagt havde ordet, nåede hun blandt andet at debattere om sexisme og den kriminelle lavalder. 

- Det var mit mål at nå hertil. Jeg havde ikke turde håbe på det, så jeg er meget glad. 

Konkurrencen blev afholdt for 11. gang og har gennem årene budt på guld til en række navne, der siden er blevet markante personer på den politiske scene. 

Nævnes kan blandt andre Peter Hummelgaard (S), som i dag er beskæftigelses- og ligestillingsminister, udlændingeordfører Morten Dahlin (V) og partileder Alex Vanopslagh (LA). 

Tidligere vindere af DM i debat

Drømmer om politisk karriere

Om Maria Georgi Sloth i fremtiden vil blive tilføjet til listen, må tiden vise. 

Hun ved for nu blot, at hun vil blive ved med at beskæftige sig med politik, og det formentlig langt fra er sidste gang, hun er at finde til debat foran et kamptørstigt publikum.

- Jeg har ikke et mål eller en position, jeg går efter at opnå. Lige nu nyder jeg bare virkelig en del af at være en del af det ungdomspolitiske miljø. 

Der er jo efterhånden tradition for, at mange af deltagerne i DM i debat ender med at sidde inde på Christiansborg. Er det dig om fem-ti år? 

- Det tør jeg virkelig ikke sige. Christiansborg er ikke et mål i sig selv, men det er politik generelt, siger Maria Georgi Sloth. 

Siden konkurrencens start i midten af maj er feltet af debattører svundet ind fra 32 til de 4, der fredag aften dystede på Folkemødets hovedscene. 

Foruden Maria Georgi Sloth var Emil Eriksen Samaras, medlem af Rød-Grøn Ungdom, Malte Larsen, næstformand for Nye Borgerliges Ungdom og Frederik Enevoldsen, ungdomskonsulent i Fagbevægelsens Ungdom. 

Sidstnævnte løb med sejren. 

Oversigt

    Oversigt