Trods turbulent år: Fynsk bunkerkoncern skovler penge ind

Middelfart-koncern omsætter nu for 120 milliarder kroner. Overskud på 1,2 milliarder kroner før skat hos Østergaard-Nielsen familien.

Østergaard-Nielsen familien i Middelfart er i en økonomisk klasse for sig selv på Fyn - og i Danmark.

Familiens koncernselskab Selfinvest satte sidste regnskabsår ny rekord med en omsætning på 120 milliarder kroner og et overskud på 1,2 milliarder kroner før skat.

Omsætningen er tæt på en fordobling i forhold til året i forvejen.

Koncernen er en af verdens største firmaer for salg af brændstof til skibe, men forretningen er de senere år udvidet med salg af biomasse. Desuden rummer koncernen shipping-aktiviteter, logistik, skibsdrift, investeringsaktiviteter, it-firmaer og salg og udlejning af luksusbiler. 

I alt steg omsætningen med 81 procent, og koncernen beskæftiger nu 4.000 ansatte på globalt plan.

Det seneste regnskabsår kaldes ellers udfordrende - ikke mindst på grund af efterdønninger fra covid-19-pandemien, stigende energipriser og overbelastede forsyningskæder.

- Koncernens overskud er i høj grad drevet af Selfinvests finansielle investeringer og stærke resultater fra virksomhederne Bunker Holding, SDK Freja og CM Biomass, hedder det.

- Vi er utrolig stolte af årets rekordregnskab. På trods af de mange udfordringer i årets løb har vi præsteret et resultat før skat på over 100 millioner kroner hver måned, siger stifter og medejer Torben Østergaard-Nielsen.

Bunker Holding stod for langt den største del af indtjeningen.  

Resultatet før skat er steget med 49 procent til 664 millioner kroner.

Logistikfirmaet SDK Frejas overskud før skat voksede med 294 procent til 244 millioner kroner.

Mens biomasse-selskabet CM Biomass øgede sit salg af træpiller med 78 procent til et resultat før skat på 170 millioner kroner.

Ruslands invasion af Ukraine betydet, at koncernen har lukket adskillige kontorer og afsluttet handel med og i Rusland, oplyses det.

I december 2021 blev Bunker Holding og datterselskabet Dan-Bunkering dømt for uagtsomt at have overtrådt EU's sanktioner mod Syrien. 

- En alvorlig sag, som har været opslidende og krævende både ressourcemæssigt og økonomisk. Hele organisationen har taget ved lære af sagen, og Bunker Holding har styrket sine compliance- og sanktionssystemer yderligere, hedder det i regnskabsmeddelelsen.

Koncernens tankrederi var ramt af lave fragtrater og sluttede trods stigende omsætning med et underskud på 33 millioner kroner før skat.

Selskabet Unit IT med seks kontorer fik et overskud på 22 millioner kroner, mens Selected Car Leasing, Danmarks største leasingselskab indenfor luksus- og sportssegmentet, satte rekord med et overskud på 20 millioner kroner før skat.

Oversigt

    Oversigt