Turister strømmer til Middelfart Sommerby

Butikkerne i Middelfart har i år omsat for langt mere, end de plejer. Det skyldes især initiativet Middelfart Sommerby, mener folkene bag.

Solen skinner. Butikkerne er åbne. Der er dans på torvet.

Folk strømmer til Middelfart i det gode vejr

- Vi har haft rigtig gang i Middelfart, og det har vi selvfølgelig, fordi vi har igangsat Middelfart Sommerby med fokus på at booste vores detailhandel og vores turisme, siger Mette Engleson, som er eventkoordinator i Brobygning Middelfart.

En del af byens butikker har også valgt at udvide deres åbningstider til alle ugens dage sommeren over.

For eksempel hos den nystartede frisørsalon i byens gamle apotek, som har haft en omsætning, der var dobbelt så høj som forventet.

- Jeg har ansat en elev for at kunne imødekomme, at vi skulle have mere åbent, og jeg skulle være mere på, så man ikke bliver brændt helt ud. Men det har været kanon. Det er gået over al forventning, siger Tanja Bentzon, som er indehaver af Brinck Bentzon Studio.

Et bredt tilbud

Også hos garnbutikken Knit Sisters Studio har de haft travlt denne sommer - ikke mindst fordi der er sket noget i byen. For eksempel har der været gratis koncerter og fællesdans på torvet med Vild med Dans-kendissen Thomas Evers Poulsen.

- Der har været mange, der har kørt efter aktiviteterne. Mange har været glade for, at der er sket noget. Man har kunnet lave forskellige ting. Det gælder om at have et bredt tilbud, og jeg tror, at selv om det så havde været strandvejr, så har man jo heller ikke lyst til at være på stranden hele sommeren, siger Marie-Louise Paustian, indehaver af Knit Sisters Studio.

- Jeg synes, det er godt for Middelfart. Der har været mange endagsturister, mange nye turister i byen, og det er jo bare fedt, at de har fået en god oplevelse, siger Tanja Bentzon.

Hvad med næste år?

Men alt det er vel på grund af coronakrisen, og at folk er blevet hjemme. Det er jo ikke sikkert, de gør det næste år?

- Nej, men kunne man ikke håbe, at folk har genopfundet Danmark i år og så tænker, hvor er det fedt at være i Danmark? Hvilket land kan man tage til, hvor det er så frodigt og grønt? Så kan det da godt være, at der ikke er sol hele dagen, men er det ikke bare fedt alligevel?, spørger Tanja Bentzon.

Mette Engleson er overbevist om, at turisterne også næste år vender tilbage, hvis bare butikkerne holder åbent, og hvis der sker noget i byen.

- Hvor svært kan det være? Selvfølgelig er det ikke raketvidenskab, men det er klart, at det kræver en stor indsats, siger Mette Engleson.

Oversigt

    Oversigt